Ahhh, så er det weekend! Tiltrængt og lækkert, og forhåbentlig lige med den der ekstra tid til de hyggelige ting, som man godt kan mangle tid til at nå i hverdagen. Som for eksempel de her små fine sløjfer til håret. De er super nemme kræver ikke det store arsenal af remedier, og alligevel syntes jeg effekten er stor. Det er jo oplagt med sådan en julesløjfe her i december, og med tanke på hvor lidt de kræver, kan man jo også snildt fabrikere nogle stykker. Egentlig havde jeg tænkt dem som et hårspænde til børn, men jeg synes faktisk godt at os med lidt flere år på bagen også kan slippe afsted med dem. Jeg tænker da ihvertfald at smide en sløjfe i håret her i de kommende juledage, og så overvejer jeg faktisk også at sætte dem på et par af mine julegaver, som en lille ekstra hjemmelavet hilsen.

PS. Skal vi så iøvrigt ikke lige aftale at vi ikke snakker yderligere om den der høstak på billederne? #håbløstmorhår

DIY: Nemme hjemmelavede hårsløjfer

Du skal bruge:

  • Clips-hårspænder (jeg købte nogle med børnepynt på i FlyingTiger, og pillede pynten af)
  • Stofbånd, fx. velour, silke eller blonde (skal minimum værer samme bredde som spændet)
  • Limpistol
  • En saks

Klip to stykker bånd som på billedet nedenfor. Det lange skal udgøre selve “sløjfebuerne”, mens det korte stykke er “løkken” der samler sløjfen i midten. Start med at lime det lange stykke samme. Læg herefter det korte stykke omkring, og lim også denne samme. Nu har du selv sløjfen, men mangler de to stykker bånd der skal hænge fra sløjfen. Klip derfor endnu to stykker bånd i en længde du syntes passer (ellers kan de selvfølgelig altid tilpasses bagefter), og lim dem bag på din sløjfe. Nu er der kun tilbage at lime sløjfen på hårspændet, and then you are good to go 🙂