“Først skal trææææet viiiises – siden skal det spiiiises”

I har nok gættet hvor jeg vil hen ikke? Dagens låge i min lille julekalender handler selvfølgelig om pynt til juletræet, og mere specifikt om den spiselige af slagsen. Faktisk holder jeg umådeligt meget af “Højt fra træets grønne top” som ovenstående strofe jo stammer fra, og ligeså moderne jeg går rundt og forestiller mig at jeg er til dagligt, ligeså meget elsker jeg altså også den der gammeldags jul som sangen så fint beretter om. Børnenes iver og forventning, de hjemmegjorte gaver og moder der trakterer i køkkenet (nu håber jeg altså ikke jeg bliver for upopulær hos landets feminister). Man kan selvfølgelig også mene at det er den evindelige floskel om at “alting var bedre i gamle dage”, men det er nu langt fra dér jeg er. Der er bare nogle elementer i fx. den gammeldags jul som jeg syntes er mere tiltrækkende end den jul vi har i dag, hvor juletræet gerne skal være i praktisk plast med brudsikre tone-itone julekugler, hvor ris a la manden helst skal være lavet på chiafrø, og hvor forventningerne til aftenen mest handler om hvorvidt man får en ny playstation eller en Ipad. Hold nu kæft hvor jeg lyder gammel og mavesur nu, og det er naturligvis også sat lidt på spidsen her. Men jeg synes altså der er noget om snakken, og selvom det helt sikkert ikke er populært at sige, så gør det mig lidt trist. Men jeg skal naturligvis ikke være den der dikterer andres jul, og det har jeg da heldigvis heller ikke lyst til. I stedet gør jeg mig nogle tanker om den jul jeg selv vil lægge hjem og (jule)hjerte til en dag, og til den tid tænker jeg altså at vi blandt andet skal have den spiselige pynt tilbage på træet, som iøvrigt er hentet i skoven og ikke i Silvan. Den der både krummer og er skæv, men som til gengæld dufter og smager af både jul og kærlighed og som er lavet af varme julehænder.

Jeg har tyvstartet lidt og lavet et bud på hvad der snildt kunne hænge på mit spiselige juletræ en dag. Opskriften er den samme som jeg bruger her, og de er så blot bagt lidt hårdere så de kan hænge et par dage. Jeg har udstukket dem i fem forskellige cirkelstørrelser, og sammen med lidt tyk ståltråd og friske tranebær bliver de nemt til små juletræer klar til at hænge på træet. Jeg er ret sikker på at de sammen med for eksempel vaniljekranse, nødder, slikstokke og kræmmerhuse fyldt med godter kunne gøre det smukkeste spiselige juletræ.