Godmorgen venner og glædelig torsdag <3

Dagens låge byder på endnu en opskrift på en ting man kan bruge til julegave, og jeg har faktisk også lige en enkelt mere på programmet inden det bliver jul. Jeg synes nemlig det er SÅ hyggeligt med de små hjemmelavede gaver, og det er jo mere end oplagt her i december hvor der ryger mange gaver frem og tilbage, både under juletræet og som værtindegaver til julefrokoster mm. Denne gang har jeg kastet mig over en omgang hjemmelavet chiliolie, og det er måske særligt med de mange gave-umulige mænd i tankerne. Jeg kender ihvertfald en del mænd der er en hund efter chili, og jeg er ret sikker på de ville sætte mere pris på sådan en flaske her, end for eksempel en buket blomster. Flasken her har jeg i denne omgang lavet til min far, og jeg tænker at den sammen med blandt andet også sådan en flaske her, skal gøre det ud for en lille hilsen, når vi skal nyde en god julefrokost hos dem i juledagene. Jeg har givet den al den krudt jeg kunne trække frem af chilier, og alligevel er jeg slet ikke i tvivl om, at den ikke er stærk nok til min far, der er en værre crazy chili-frans. Faktisk klagede han i flere år over at der ikke var chilisaucer eller -olier der var stærke nok, og jeg besøgte alverdens krydderi- og grøntbutikker rundt i byen for at finde en der kunne lukke munden på ham. Det slog selvfølgelig fejl igen og igen, lige indtil jeg en dag fik lokket en dåse frem fra baglokalet hos min lokale vietnameser, som lovede stærk på “lov mig at du advare alle der kommer i nærheden”-måden. Om den så var stærk nok spørger du? Min far har ihvertfald ikke spurgt siden.. 😉

Olien jeg har lavet her er ikke i nærheden af at være så stærk, men jeg tænker nu også det er de færreste der har lyst til det. Styrken på olien afhænger selvfølgelig fuldstændig af hvilke chilier man vælger, og vil du gøre mig kunsten efter vælger du selvfølgelig bare dem der tiltaler dig.

Opskrift på hjemmelavet chiliolie

  • Olie – vælg gerne en smagsneutral
  • Chilier (jeg har brug en 4-5 stykker fra en pakke økologiske “fireflame” fra Netto
  • Glasflaske
  • Evt bånd og mærke

Skær de grønne dutter fra, og hak chilierne godt. Har du mod på det så lad endelig kernerne blive – der sidder en masse god power i den. Kom både chili og kerner på en tør varm pande og rist dem til de bliver godt mørke. Ikke sorte, men sådan godt mørkebrune. Tag panden af varmen og lad dem køle af.

Kom chili og olien i din flaske, sæt lågen på og lad den trække. Den trækker mere og mere smag for hver dag der går, og bliver den rigeligt stærk, sigter du bare chilierne fra. Olien vil helst stå i et mørkt køkkenskab fremfor køleskab.