Så nåede vi søreme den 24. december! Jeg tænker de fleste af jer har travlt med at få de sidste gaver pakket ind (find inspiration her) og sat anden i ovnen, så julekalenderens sidste låge byder hverken på opskrifter, DIY’s eller noget andet i den dur. I stedet håber jeg roen har sænket sig hos jer, og så vil jeg i stedet benytte lejligheden til at ønske jer alle en rigtig glædelig jul. Vi har alle tre sovet længe her til morgen, og har planer om at starte dagen langsomt med en god brunch, hvor blandt andet de her skal på bordet. En gang over middag triller vi så mod Nordsjælland, hvor et sæt bedsteforældre og en faster spændt venter på at fejre Uma’s første jul. Der er ingen tvivl om at julen på ny bliver mere magisk for alle, når der kommer en lille baby i familien, og selvom Uma med garanti er pænt ligeglad, kan jeg slet ikke vente med at tage hende med omkring det smukke juletræ.

Med indlægget her slutter jo også min julekalender, og hvor har det altså været hyggeligt. Det har tvunget mig til at tænke kreativt og hele tiden finde på, og jeg har nydt det hvert sekund. Det skal selvfølgelig heller ikke være nogen hemmelighed at det er et stort og tidskrævende projekt at lave sådan en kalender, men når det bliver taget så godt imod som mine tal viser, ja så gør det nu ikke spor.

Nu er der vist kun tilbage at ønske jer en rigtig glædelig jul, og så ses vi på den anden side <3