Kevinmurphy

God søndag aften! 🙂

Når det kommer til skønhedsprodukter, er jeg virkelig et vanedyr! Jeg eksperimenterer gerne til jeg finder noget der virker, og så bliver jeg ligesom der. Man skal sgu’ holde ved, når det virker! Men engang imellem prøver jeg nu også at komme ud af min comfort-zone, for let’s realize it! Der sker altså noget på skønhedsfronten HELE tiden!

Når det kommer til hårvasken, har jeg længe sværget til Purely Professionals serie. Faktisk så længe, at vi konsekvent har kørt 1 liters økonomidunke herhjemme. Det virker bare, uden al den unødige kemi, og jeg er virkelig fan. Men de sidste par måneder har mit hår været skørt og ustyrligt, og jeg havde pludselig følelsen af at jeg aldrig rigtig fik rent hår mere. Har hørt mange frisører sige at hår kan blive “træt” af den samme shampoo, og det giver jo pludselig mening nu.

Derfor har jeg brugt de sidste par måneder på at jagte en erstatning, og den har altså ikke været helt nem at finde. Purely arbejder jo efter konceptet mildt, skånsomt og uden sulfater og parabener, og det ville jeg egentlig gerne forsøge at bibeholde. Det var selvfølgelig hos fagkundskaben selv jeg fandt svaret – et svar jeg jo egentlig godt kendt lidt til i forvejen. Min frisør har nemlig altid brugt Kevin Murphys produkter når jeg har været forbi hende, og har rost dem til skyerne blandt andet fordi de netop er sulfat og parabenefri! Hurra hurra!!! Helt så skånsomme som Purelys tror jeg ikke de er – de skummer og dufter mere, men mit hår tager godt imod det, og her efter en måned er jeg stadig godt tilfreds.

Kevin Murphy STIMULATE-ME.WASH 

Den første fra venstre, den lysegrønne, er faktisk min kærestes shampoo. Han brugte også Purely Professional før, og var med på et skifte, da den gamle løb tør. Den er specielt udviklet til mænd, og skulle stimulere hovedbundens blodcirkulation til at afhjælpe hårtab. Ærlig talt tænkte jeg det nok lidt var noget fis i en hornlygte, men den søde mand har faktisk netop sagt (og han har helt sikkert IKKE læst bag på flasken) at han virkelig kan mærke den prikker og virker i hovedbunden. Udover det er manden vældig glad for sin nye shampoo, som han bruger næsten dagligt, og syntes den dufter af frisør. Sidstenævnte skyldes jo nok at vi har samme frisør, og at hun bruger netop den shampoo.

Kevin Murphy HYDRATE-ME.WASH

Nummer to er min nye shampoo, og det gør sgu’ det den skal – og lidt til! Den er, som de tre andre, sulfat- og parabenefri, men dufter dejligt (men ikke for meget) og giver en god ren følelse. Den er nem at fordele, og jeg føler mit hår er rent længere. Igen, jeg tror ikke nødvendigvis den er bedre end purely, men min hår er bare glad for at få “noget andet”. Lidt ligesom når man når weekenden og er glad for en tunmad, fordi man har spist leverpostej hele ugen, ik 😉

Kevin Murphy HYDRATE-ME.RINSE

Nummer tre fra venstre er min conditioner, og den er altså lækker. Den er tilført kæmpenatlysolie, solsikkeolie, jojoba og sheabutter, og jeg kan nærmest mærke hvordan den gør mit hår blødt som smør, for hver minut den sidder i. I dagligdagen får den kun lov at sidde i et par minutter, mere tid har jeg sgu’ ikke, men den når alligevel at “work it’s magic”. Et godt tip er iøvrigt at undgå at blive ved med at skylle(som jeg selv tidligere har været slem med), men blot lige skylle den overskydende conditioner ud. Der er jo ingen grund til at skylle alle de dyre dråber ud i afløbet, når de i stedet kan pleje dit hår.

Kevin Murphy BLONDE.ANGEL

Den fjerde og sidste i række, er også sidste nye skud på stammen. Den røg med i tasken (ja, jeg betalte altså for den først) da jeg var til frisør sidst, og er en lilla shampoo til de farvede blonde lokker. Jeg har fra naturens hånd helt helt mørkebrunt hår, men har det seneste år bevæge mig lidt over i de lysere toner. Det med at gå fra mørk til lys kan ofte godt ende i noget med referencer til Østeuropa, og her er en lilla shampoo altså skide god til at holde på farverne og mindske det gule skær! Den her fra Kevin Murphy er ingen undtagelse, og faktisk er den så god, at jeg mener at kunne se forskel allerede først gang jeg brugte den. Jeg bruger den kun en enkelt gang om ugen, og har jeg tid lader jeg den virke som hårkur i en god times tid, sammen med ansigtmaske og hele molevitten. Ahhh – hjemmespa når det er bedst 🙂