Som lovet er jeg nu begyndt brygge på indlæg om vores store roadtrip i Californien tilbage i 2015. Faktisk kørte vi ikke blot i Californien, men lagde også vejen forbi en række andre stater, og derfor er det nok også urealistisk at kunne dække det hele i blot et enkelt indlæg eller to. I stedet deler jeg det lidt op i mindre bidder, men jeg må nok hellere forberede jer på VIRKELIG billede-tunge indlæg – tror vi har skudt over 3500 billeder på den ferie, og så tæller alle vores iphone-billeder ikke engang med!

Jeg kommer ikke til at tage alle vores oplevelser med – det ville simpelthen være for omfattende – men har i stedet valgt lidt ud. Der er også et par ting her og der jeg virkelig gerne ville ha’ delt med jer, men hvor vi åbenbart har været så meget på røven over oplevelsen, at vi simpelthen ikke har fået foreviget det. Men så er der jo bare endnu mere grund til at tage tilbage en dag 😉

Har lavet indlæggene i postkort-form med lidt kommentarer til, og så kan I også se et kort over den pågældende del af ruten. Når jeg så har været hele vejen rundt, satser jeg på et indlæg med den samlede rute og lidt tips, tricks og praktiske informationer.

Netop landet i Los Angeles, og efter en tur på mac’en efter cheeseburgere så vi dyner med det samme. Desværre var vi plaget af svær jetlag de første par dage, men så var det jo bare heldigt at vi havde to overnatninger i englenes by, og kun skulle koncentrere os om at falde til, få provianteret, købt gps og simkort.

Vi boede på et toplækkert hotel lige efter mit hjerte, nemlig The Line Hotel som ligger smack down between Hollywood og Downtown. Elsker når hotelværelser kan inspirere og tør være anderledes. Min mor ville nok ha’ rystet på hovedet og klaget over al den grafitti og manglende tapet 😉

Til gengæld tror jeg både hun og de fleste andre havde mistet mælet når de vågnede op til den her view. Hold nu fast altså..jeg kunne ha’ ligget her i dagevis.

..og ja..det er da Hollywood-skiltet du kan skimte derude til venstre..

Efter et par dage i LA, satte vi kurs mod San Diego. Turen er ikke så lang, så vi søgte straks mod kysten og fulgte den hele vejen til San Diego. Vi gjorde blandt andet et lille stop i Newport Beach..

..hvor der selvfølgelig også var tid til en lille forevigelse..

En forevigelse blev det selvfølgelig også til da vi gjorde stop ved en Starbucks på vejen. Stolt mand med stor dyr bil skal selvfølgelig fotograferes..

..altså lige indtil jeg fik øje på en kæmpe FEST-butik ved siden af. OMG!! Hvorfor har vi ikke sådan noget herhjemme. Jeg kunne ha’ fyldt kufferten med det samme, men eftersom vi kun var to dage inde i turen måtte jeg jo hellere begrænse mig. 

Vores hotel i San Diego (Bahia Resort Hotel) var ikke noget særligt, men det viste sig at ligge godt på en lille halvø OG i gåafstand til turens første Strawberry lemonades – noget der i øvrigt satte stilen for resten af turen. Loads and loads of strawberry lemonade

Fort Rosecrans Natinal Military Cemetery i San Diego. Et både overvældende, smukt og skræmmende sted, hvor vi faktisk endte med at bruge et par timer. Det ligger helt fortryllende hævet over byen og omkranset af vand.

Lasse er selv veteran og det var derfor et oplagt besøg for os, men er man på de kanter kan det anbefales uanset hvad man måtte mene om soldater, krig og USA. Det er en stærk oplevelse som stadig sidder under huden på mig.   

Mr. & Mrs. Taco <3 Herhjemme elsker vi mexi-mad og helst af den autentiske slags. Den slags er der rig mulighed for i Californien, og det var vi ikke sene til at udnytte. Her kørte vi til bydelen La Jolla ude ved vandet, og spiste vanvittigt gode tacos på Puesto.

Efter et par overnatninger i San Diego blev det tid til at sætte snuden mod Palm Springs. Shoppe-moster her fandt dog lige (endnu et….) et Premium Outlet på vejen..

...og Lasse er heldigvis nem at lokke… 😉

Skal dog ikke kunne sige om han fortrød, da jeg gjorde et ordentlig indhug i ferieopsparingen i Mulberry OG fyldte halvdelen af vores sparsomme bagagerum op 😉

Pludselig dér, midt i ørkenen, dukkede Palm Springs op i varmedisen. Byen er et rigtigt amerikansk feriested med alt hvad du kan komme på af herligheder og fordomme, og det tog da også imod os med svimlende 40 grader. Til trods for den massive vandmangel i Californien er alt grønt og frodigt i Palm Springs, og jeg mistænker de vanvittige vandmængder de nonstop pøser ud over byen, for at have noget med sagen at gøre.

Ærgerligt nok har vi ikke mange billeder fra Ace Hotel & Swim club hvor vi boede – det var ellers endnu en sand perle og ret fantastisk og anderledes indrettet. Eneste anke må være varmen og de mange larmende cikader, der desværre gjorde det næsten uudholdeligt at være ude i længere tid.

Lidt bedre var det heldigvis om aftenen, og så er det da en drøm med egen pejs og gårdhave.Vi har boet på flere af Ace Hotels hoteller og de er altid en klar anbefaling værd.

2 Comments

2Pingbacks & Trackbacks on Cali-roadtrip #1: LA, San Diego og Palm Springs

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *