God sen eftermiddag piger <3

Mon ikke mange af jer tænker i sommerferie for tiden? Jeg elsker virkelig den der planlægningsfase. Hvor vil vi hen? Hvad kan lade sig gøre? Drømmene er altid store, i hvert fald til en start, og så arbejder vi os hen mod al logistikken. Hvornår kan vi rejse, hvor mange moneter kan vi skrabe sammen og hvad vil vi allerhelst. For nogen er det måske kedelig praktik, men jeg synes altså simpelthen at det er så hyggeligt, og for mig er det en ligeså stor del af ferien som selve turen. Planlægning, forventning, glæder og egentlig også skuffelser. For der er altid noget der ikke kan lade sig gøre, og det er også okay – så er der jo bare mere grund til at tage en tur mere 😉

Sommerferie bliver der af gode grunde ikke det store af herhjemme i år, da jeg jo gerne skulle føde i løbet af sommeren. Eller altså..sommerferie har vi masser af, men rejseriet må blive en anden god gang og det er nu også et helt okay bytte. Til gengæld tænker jeg at mange af jer andre sikkert har gang i de store rejseplaner, og fik derfor lyst til at dele lidt fra nogle af de ferier vi har været på inden bloggen kom til. Vi har haft virkelig mange dejlige ferier, og jeg tænker tilbage på hver og en af dem med sommerfugle i maven. Lige fra vores ødegårdsferier i Sverige til vores roadtrip i Marokko, vores ferier på Kap Verde og i Egypten til vores store roadtrips i USA. I første runde tænker jeg at kaste mig over vores store roadtrip i Californien (også betegnet herhjemme som “vores livs ferie”), så går du i Cali-tanker kan du jo holde øje med bloggen.