DIY Guide til malede gulve

Dengang jeg ung, frygtløs og single købte den lejlighed vi bor i i dag, var det en lejlighed der på alle måder trængte til en kærlig hånd. Med orange svampemalet tapet, laminattræ på væggene, grønne og lyserøde paneler og et køkken der stammede fra en af IKEA’s absolut første kollektioner, snakker vi en VIRKELIG kærlig hånd. På trods af både svampemaling og cigarkassetræ så elskede jeg virkelig den lejlighed fra første øjekast, og jeg kan stadig huske den første nat i de rungende tomme rum, med fornemmelse af mit helt eget sted boblende i maven.

Når man er ung, frygtløs, single og desuden på SU, er der ikke mange penge at rutte med til boligrenovering. Slet ikke når man jo har sat de fleste af dem i en lejlighed. Jeg havde dog heldigvis en seng og en sofa, og så arvede jeg et spisebord med stole og byggede et klædeskab af papkasser. Jep – det var noget af en hybel jeg havde mig der. 😉

Noget af det jeg brugte mine første opsparede kroner på, var en opgradering af vægge og paneler. Derudover gjorde jeg også hurtigt noget ved gulvene. Lejligheden havde stadig sine gamle gulvplanker fra 1929, men de var godt trætte og fulde af malerpletter, og derfor foreslog alle omkring mig, at jeg skulle få dem slebet ned. Mit stædige 23-årige jeg havde dog sat næsen op efter malede gulve, og sådan blev, selvom jeg ikke mødte én eneste der forstod den idé. I dag er et boligmagasin jo decideret outdated hvis malede gulve ikke pryder et par af de glitrende sider, men dengang blev det nærmest opfattet som blasfemi og var helt utænkeligt. Af samme grund måtte jeg også rundt hos flere malerbutikker før jeg overhovedet fandt maling der kunne egne sig til gulve, så mit projekt kunne lykkedes. Mit kække jeg forestod naturligvis også selve maleprocessen, ligesom jeg har malet minimum ét gulv hvert år lige siden – for ja, sådan noget malet gulv skal altså opfriskes fra tid til anden. Den maling jeg som gulvmalings-novice dengang fik anvist, viste sig siden hen at lade meget tilbage at ønske, og det vidnede bare pletter her og der desværre også hurtigt om. Det gav dog bare anledning til at male nye gulve, og i løbet af de sidste 7 år har gulvene herhjemme været alt fra mintgrønne til sort og stribet. Lasse snakker stadig, med ligedele forfærdelse, forbavselse og respekt, om dengang han kom hjem til et gult køkkengulv, efter et par dage i det jyske. What can I say – der er ikke langt fra tanke til handling.

For et par år siden fandt jeg så endelig den perfekte maling, og samtidig er min teknik uden tvivl også forbedret. Det har så også kostet noget der ligner 100 liter maling og fem gange så mange timers hårdt arbejde, og derfor er det da også oplagt at dele min viden med andre, der måske overvejer malede gulve. Bare husk at tænk jer godt om inden I kaster 10 liter maling ud derhjemme – det er rent ud sagt noget l-o-r-t at få af igen hvis man skulle fortryde.

Det skal du bruge:

  • Forskelligt sandpapir, grovheden afhænger af hvor mange ujævnheder du gerne vil fjerne
  • Lille korthåret/skumgummi malerrulle
  • Bredt malertape
  • Pensel i mellem størrelse, af god kvalitet der ikke taber hår
  • Støvsuger
  • Gulvklud og rent vand
  • Evt grunder alt afhængig af udgangspunktet for dit gulv. Spørg til råds i malerbutikken

Derudover skal du selvfølgelig bruge maling, og her er det dumt at spare. Malingen som jeg bruger, og som er mange mange gange bedre end alt andet jeg har prøvet (og det er altså meget), kommer fra mærket Hempel. Det er reélt set skibsmaling, men anbefales også til gulvmaling, og  så er det SUPER holdbart. Jeg køber det hos Køgevejens Farvehandel i Hvidovre, og selvom det ikke just er lige i naboområdet, tager jeg gerne turen derud hver gang jeg mangler maling. De er så hjælpsomme og giver gerne råd og vejledning hvis man er i tvivl.

Arbejdsproces:

  • Til at starte med skal rummet selvfølgelig tømmes, og dernæst støvsuges.
  • Brug sandpapiret i de forskellige korn til at fjerne de ujævnheder du gerne vil mindske. Malingen fra Hempel er forholdsvis tyk og jævner derved også lidt ud, men samtidig fjerner den jo altså hverken store hakker eller pletter.
  • Støvsug igen – meget grundigt!
  • Sæt malertape op hele vejen rundt langs gulvet, så gulvmalingen ikke rammer panelerne.
  • Vask gulvet i rent vand. Jeg gør det med “gulvklud, spand og ned på alle fire” metoden, for så er jeg sikker på at komme hele vejen rundt. Det er virkelig ærgerligt at opdage støv i malingen, når du først er i gang.
  • Lad gulvet tørre helt op, mens du klargøre malingen.
  • NU er det tid! Hæld maling i bakken og start længst væk fra døren og arbejd dig nedad. Har du almindelige brede gulvbrædder så tag en tre-fire brædder ad gangen, hvor du først maler kanten med pensel og dernæst med rullen på langs.
  • Når du har malet dig hele vejen ud af rummet, skal det tørre. Har du mulighed for at lukke døren er det en god ide – det er kradse sager! Efter 12-16 timer kan du male igen, på samme vis.