Adventskrans nem hurtig moderne grønt

Okay, at kalde det her en DIY er måske at strække den, for ret beset er det altså bare lidt grønt kastet sammen. Men måske det kan give inspiration til de af jer som endnu ikke har fået kransen på plads, og som i sidste panikstund skal nå det inden i morgen. At kalde det en krans er nok i øvrigt også lidt store ord, men fire lys på række kan da også gøre det 🙂

Som jeg vist efterhånden har fået nævnt i et par gange, er der ikke ret mange julekugler og kravlenisser at finde herhjemme. Det er også ret tydeligt i adventskransen her, hvor der hverken er nisser eller andet klassisk juleri. I stedet har jeg brugt materialer fra naturen, og jeg synes faktisk at særligt røde bær giver en helt særlig julet stemning.

adventskrans nem hurtig jul naturlig

Jeg har brugt:

  • 4 store bloklys af god kvalitet (så de holder hele december)
  • En zinkbakke, min er fra Notre Dame
  • En halv bakke ler
  • Mos
  • Lidt forskelligt grønt – brug hvad du kan finde. Gran kunne også være fint.
  • Evt  lidt friske tranebær

Start med at få fordelt leret i et tyndt lag over hele bakken. Det gør det både nemmere at stikke ting ned i, får lysene til at stå lidt bedre fast og så løfter det også lige det hele lidt op i niveau. Placer de fire lys som du vil ha’ dem, dæk leret med mos og stik lidt grønt i. Voilá – du er klar til i morgen! 😉

adventskrans nem hurtig natur