Julehjerter i vindue julekager krydderkager diy

Endelig kan vi for alvor og helt lovligt begynde at jule, og jeg har ikke været sen til at udnytte dén mulighed herhjemme. De sidste par dage har jeg pyntet op, og for et par dage siden bagte vi også julens første småkager. Mine svigerforældre har den sødeste lille hund med lidt fransk bulldog i, og da vi i Malmø faldt over den fineste kageudstikker i bulldog-form, kunne vi slet ikke lade den hænge. I går fejrede vi så min svigerfars fødselsdag og de fik overrakt et glas Nelly-kager. De vakte stor glæde og mange grin og smil på læben. Det er i øvrigt Lasse der har pyntet det hele, og det gik vist lige i svigermors hjerte 😉

Da vi havde fyldt et par glas med jule-vovser var der stadig en god klat dej tilbage, som jeg skar hjerter ud af og bagte lidt ekstra hårdt. De hænger nu i vores køkkenvinduer og sikrer juleduften gennem hele december. SÅ fint, enkelt og nemt og samtidig helt vildt juleagtigt.

julehunde småkager julekager diy opskrift

Hvis der er andre på linjen med lyst til at bage, så er opskriften her. Skal du kun bage hjerter til pynt, så skrue lidt ekstra op for krydderierne. Så dufter det hele bare endnu mere vidunderligt.

Småkager med smag og duft af jul

  • 1,5 dl vand
  • 240 g sukker
  • 100 g brun farin
  • 1 dl. mørk sirup
  • 300 g smør
  • 1 spsk. stødt nellike
  • 1 spsk stødt ingefær
  • 1,5 spsk stødt kanel
  • 700 g hvedemel
  • 2 tsk. natron

Bland mel og natron godt sammen, og sæt det til side. Kog vand, sukker og brun farin op. Tag gryden af varmen og rør smørret ud i den varme væske. Tilsæt herefter krydderier og sirup. Hæld massen i en røreskål og tilsæt mel/natron blandingen. Rør dejen godt til den er ensartet. Kom dejen på køl indtil den er kold og hård – gerne til næste dag, men minimum 3 timer. Opbevar den i en skål med film helt nede om dejen, eller i en frysepose.

Rigtig glædelig advent derude <3