Så blev det mandag og ferien fortsætter. Eller det vil sige at jeg stadig har ferie, mens Lasse er vendt tilbage til hverdagen i dag. Har de sidste par dage gået og godtet mig lidt. Drillet ham med at hans ferie var slut, mens jeg skulle dase den herhjemme. Den fortsatte i går aftes inden vi skulle sove. “Ihhh hvor skal jeg nyde den næste uge inden jeg skal melde mig i dagpengeland.” Vi grinede og fjollede indtil Lasse faldt i søvn. Indtil jeg lå der i mørket og ikke kunne sove, og tankerne begyndte at snige sig ind på mig. Kunne ikke helt pin-pointe hvad det præcis handlede om, ligesom jeg heller ikke kunne forklare Lasse det tre timer senere, da jeg grådkvalt vækkede ham.

Vi fejrede det den dag jeg stoppede på mit job. Fejrede det og snakkede, var glade og spændte. Et spændende nyt kapitel ikke bare for mig, men også for os. Jeg var glad og strålede. Jeg er stadig glad. Stadig spændt og ved også stadig at det her nok skal blive godt. Det skal man slet ikke være i tvivl om. Men det er også skræmmende, voldsomt og helt vildt, og jeg tror at det var dét der overmandede mig i nat. Dét og måske i virkeligheden også en reaktion på det hele. For selv om man fejrer og er glad. Selvom man ved det er det rigtige og har glædet sig. Så er det også mærkeligt. Et mærkeligt savn til noget som jeg på en gang er så parat til at slippe, men som samtidig også føles så velkendt, så genkendeligt og så meget som hjem. Mennesker som jeg gennem ti år har delt hverdag og tanker med, og som pludselig er væk. Flere af dem er heldigvis stadig i mit liv, men den hverdags-intimitet som vi har delt, den kommer ikke igen. Og jeg tror det var det der skete i nat. De tanker der slog ned i mig og gik op for mig. Måske det i virkeligheden er en slags sorg. For selvom man er parat til at miste en del af sit liv, ja sågar glæder sig, så kan det også godt gøre ondt og være svært. Men det skal nok blive godt. Det er jeg slet ikke i tvivl om.