Inden jeg fik set mig om, er der lige pludselig gået en evighed uden aktivitet på min elskede blog. Eller lige pludselig kan man måske næppe sige om en periode der strækker sig over tre uger..UPS! Dagene er fløjet afsted, og udover arbejde og lidt store mængder anden kedelig praktik, har mange af dem også været indhyldet i en glaze af hverdags-ferie-stemning. Selvom vi ikke just har haft pragt-vejr, har vi sneget lidt sommerhygge, is-spisning og dyp i havet ind her og der, og der er altid bare en lidt særlig stemning i byen i juli, når byen er næsten forladt og hverdagens summen er erstatter af nysgerrige turister. Flere dage er vi draget ud i verden direkte efter arbejde, og af den grund er bloggen også blevet lidt nedprioriteret. Jeg forestiller mig også at mange af jer har nydt sommeren med andre ting end blog-læsning, så mon ikke det hele går op i sidste ende. 🙂

Vi har selvfølgelig også brugt meget tid på en anden ting; ferieplanlægning! Wuhu! I dag er faktisk min første feriedag, og om præcis én uge letter flyet mod Miami. Vi har efterhånden ruten nogenlunde på plads, og har også fået lavet lange lange lister med ting vi gerne vil opleve. Jeg finder en del gode tips på nettet, men derudover sværger vi til gode guidebøger. Favoritten er Lonely Planet, og helst dem på engelsk. Guidebøger er nok lidt en smagssag, og om man foretrækker Politikens Turen går til.., Rough Guide eller en helt tredje er vist individuelt. Herhjemme er vi som sagt gladest for Lonely Planet, særligt fordi de er skrevet til rygsækrejsende af rygsækrejsende. I mine øjne er de særligt stærke på deres tur-, hotel- og spiseforeslag, og så finder man også små gode tips til de lidt mere ukendte steder. Derudover pynter de altså også fint på boghylden når man kommer hjem, og jeg elsker at kaste et blik på rækken med krøllede bog-rygge og blive mindet om alle vores gode eventyr. Det er jo nærmest små souvenirs i sig selv.

Tidligere har vi købt dem i boghandlere herhjemme, men denne gang bestilte vi dem via Lonely Planets egen side, og det kan altså anbefales! Vi købte tre almindelige LP’s + en stor flot bog over USA’s nationalparker, og slap med 400 kr. inkl. levering. Det er jo rørende! Herhjemme har vi tidligere givet det samme og mere til – for to stk.

Lige nu er deres side fyldt med gode tilbud, og ellers har de ofte tilbud med 3 for 2’s pris. Man skal lige være opmærksom på leveringstiden dog. For os tog det 10 hverdage og man skal derfor være ude i nogenlunde god tid, men til den pris kan næsten alt jo for faen gå 😉

Nu vil jeg løbe igen de damer! Vi har is-rester i fryseren og Lasse lokker med hjemmelavet guf. Ha’ en skøn weekend derude 🙂

Indlægget er IKKE sponsoreret eller på anden måde betalt, men blot et udtryk for min begejstring for det gode tilbud.