Dip friske forårsruller

Friske forårsruller er en af mine ultimative yndlingsretter – til Lasses store fortrydelse 😉 Eller det vil sige; han er også begejstret for dem, men vandene skiller der hvor hans begejstring ligger på “Mmm..det er da også lækkert”, til min der mere går i retning af “Man kan da SAGTENS spise friske forårsruller 10 dage i træk!”. Enige bliver vi nok ikke (han nægter sgu’ at give sig ham den gamle), men jeg formår da stadig at liste dem ind her og der, og gerne minimum tre dage i træk. 😉

I tirsdags var det nu faktisk herren selv der foreslog, at de friske ruller skulle på menuen – uden tvivl for at glæde mig. Ved ikke om jeg havde sunget ekstra mange søde ord for hans ører eller hvordan jeg fik tiltusket mig den fornøjelse, men jeg skyndte mig i hvert fald at slå til.

Friske forårsruller kan jo bestå præcis af hvad man lyster, og det er også en oplagt måde at få tømt grøntsagsskuffen. Om der skal kød i afhænger også af temperament, men både and, kylling og okse er oplagt. Derudover laver jeg konsekvent altid en peanutbutter-dip til, og i min bog gør den hele forskellen! Dippen laver jeg normalt altid på slum, og selvom Lasse gentagne gange har efterspurgt en opskrift, så han også kan gå i køkkenet, har jeg indtil nu ikke fået den ned på papir. Det lavede jeg om på i tirsdag, og udover Lasse skal I selvfølgelig også have glæde af den. Jeg smider også opskriften op på den marinade jeg altid laver, når der skal andebryst i rullen. Den kan også snildt bruges til fx. kylling. I så fald er stegemetoden naturligvis bare anderledes.

peanutbutterdip friske forårsruller

 

Peanutbutter-dip (Stor portion, der rækker fint til 6 dipglade mennesker)

  • 280g finthakket løg
  • 4 fed hvidløg finthakket
  • 50g ingefær, skrællet og finthakket
  • 350g peanutbutter (jeg foretrækker den creamy version)
  • 1/2 soya
  • 1 dl sød chilisauce
  • 1 tsk. chiliflager tørrede
  • 1/2 spsk tørret koriander
  • 1 spsk. sukker
  • Saften af en halv citron
  • 2 spsk. æbleeddike
  • Vand (jeg bruger i omegnen af 6 dl.)
  • 1 skvæt olivenolie
  • Ekstra soya, sukker, citron og æbleeddike, til at smage til.

Varm olien op i en gryde ved middelvarme, og svits løg, hvidløg og ingefær et øjeblik, til løgene begynder at klare og duften af ingefær og hvidløg spreder sig. Tilsæt peanutbutter, chiliflager, koriander og 4 dl. koldt vand, og rør langsomt peanutbutteren ud i vandet. Når massen er blevet ensartet, tilsættes soya, chilisauce, sukker, citron og eddike, og dippen bringes i kog under konstant omrøring. Juster konsistensen løbende med vand, og vær opmærksom på at den tykner en smule yderligere, når den køler ned. Lad den simre ved svag varmen i omtrent 10 min, husk at rør i den så den ikke brænder på, og smag den til slut til med soya, sukker, citron og æbleeddike.

andebryst marinade friske forårsruller

Andebryst i marinade (passer perfekt til ét enkelt bryst, men to bryster går også an)

  • 1 andebryst
  • 1 dl. hoisinsauce
  • 1 dl. teriyaki cooking sauce
  • 2 spsk. ahornsirup eller honning
  • Saften af en halv citron
  • 4 spsk. soya
  • 3 fed hvidløg, finthakket

Start med at finpudse dit bryst, og rids derefter skindet med en skarp kniv og gnub salt og peber godt ned i revnerne. Vær forsigtig så du kun ridser skindet, og ikke kommer til at skære ned i kødet også.

Smid andebrystet på en kold tør pande med skindsiden ned af, og tænd op for blusset på medium/høj varme. Giv brystet 10 min. på hver side (giver et flot rosa bryst), og udnyt ventetiden til at blande ingredienserne til marinanden sammen i en skål. Når brystet er færdigstegt, kommes det direkte fra panden over i marinaden og trækker minimum en time – gerne to.

grøntsager friske forårsruller

Forslag til fyld

  • Spidskål
  • Gulerødder
  • Agurk
  • Avokado
  • Mango
  • Derudover rispapirspandekager (jeg støtter gerne den lokale vietnamesiske biks her på øen, men du kan også være heldig at finde dem i velassorterede supermarkeder)

Ligegyldigt om du vælger ovenstående forslag eller din grøntsagsskuffe byder på andre lækkerier, er hele tricket at skærer det ud i fine tynde strimler. Det gør det langt mere velsmagende og delikat at spise. Jeg serverer altid de friske forårsruller som et samle-selv-projekt, og det gør det også til oplagt hyggelig gæstemad. Har du lyst til at gøre det samme, så sæt alle del-elementerne på bordet sammen med rispapirspandekagerne og et fad med vand. Det er SÅ hyggeligt selv at dyppe sin pandekage i vand, og fylde den med bordets goder.

friskeforårsruller1