Der er ingen tvivl om at en baby er en livs-omvæltning af dimensioner, og det fylder også rigtig meget for mig, hvilket også afspejler sig i bloggen. Jeg tænker dog at det måske ikke er lige relevant eller spændende for alle, og derfor vil jeg forsøge at samle min vej gennem graviditeten i denne føljeton. På den måde kan dem der får trækninger bagerst i halsen over babyspam nemt navigere udenom, mens I andre har mulighed for at finde hele historien samlet.

Føljetonen går helt tilbage til den gang jeg fandt ud af at jeg var gravid, og de første indlæg vil altså derfor været skrevet for efterhånden længe siden.  

Vi er på vej over broen. Planen er en forlænget weekend i Malmø i anledningen af min 30-års fødselsdag, og jeg har glædet mig længe. Lasse lægger en varm hånd på min lår da vi er kørt over grænsen, og jeg ved at han har glædet sig mindst ligeså meget som jeg. Han har hemmeligheder i kufferten og har bestilt bord på en af mine svenske favoritter samme aften, og sammen har vi talt om hvor dejlig den her lille getaway vil være. Jeg har været på dagpenge i knap tre uger, og det har været en stor omvæltning for os begge. Lasse er vant til dage alene derhjemme med ro til at læse, og selvom jeg ved han nyder vores nyvundne to-som-hed, er det også noget vi begge skal vænne os til.

Mens jeg har glædet mig i noget der føles som evigheder, er der også noget andet der bobler indeni mig. En mavefornemmelse af at jeg ikke bare er ved at gå ind i mine 30’ere, men at vi også sammen bogstavelig talt er ved at skabe et nyt liv. Jeg tør dog ikke sige noget. Det er kun kort tid siden vi tog en beslutning om at starte projekt baby, og jeg er bange for at håbe. Bange for at jinxe det og for at min hjerne spiller mig et puds. Hvor ville det være forfærdeligt hvis jeg jinxede det. Er bange for at overtænke det. Husker kun historier om uregelmæssige cyklusser, par der kæmper og infertilitet. Tænk hvis jeg slet ikke kan blive gravid. Hvis min mavefornemmelse bare spiller mig et puds. Men jeg har svært ved at overhøre den og sommerfuglene flakser som vi kører ind gennem Malmø.

På hotellet hiver Lasse snacks frem fra tasken. Min cola smager mig muggent og jeg kan ikke få den ned. Jeg undskylder mig med at jeg har det skidt, men sikkert bare skal have lidt at spise. Jeg tænker igen at min hjerne driller. Har svært ved for alvor at tro på det. Vi drager ud i gaderne til lidt eftermiddagsshopping, og da Lasse piller ved den fineste Pippi-kop i en køkkentøjsbutik, drister jeg mig til at sige at vi jo kan teste om et par dage. Ja faktisk på min fødselsdag. Den søde mand får straks julelys i øjnene, og muligvis mest af alt for at berolige mig selv, skynder jeg mig at tale forventningerne ned. Vi smiler og griner begge lidt fjollede, og aftaler lidt skørt at vi jo kan gå tilbage mandag og købe den kop hvis vi skulle være heldige.

Vi kan selvfølgelig ikke vente til mandag. Søndag morgen går i den store hotelseng med at vende hvorvidt jeg skal tage en test. I en rus af forventning er vi samtidig også bange for at blive skuffede, og jeg googler “tidlig graviditetstest” mens Lasse famler ved den pakke tests vi dagen før har indkøbt på et lille svensk apotek. Enden på det bliver selvfølgelig at jeg tager den lille pind med på toilettet – den er negativ. Vi krammer og smågriner nærmest lidt nervøst. Det var jo næsten også for godt til at være sandt. Jeg er forvirret over min egen mavefornemmelse og ender med at fortælle det hele. Fortælle om alle mine symptoner, den daglige kvalme, den dårlige cola og mærkelige madlede. Er glad for at jeg ikke har nævnt det tidligere. Kan næsten ikke tåle tanken om at hans forventningerne havde været højere. Så høje som mine. Pludselig kaster Lasse et ekstra blik på den lille plastikpind. Er det ikke en svag streg? Sådan en lille svag streg der i feltet. Sommerfuglene flakser for et kort sekund igen, men jeg husker at have læst hvordan de ikke er gyldige efter få minutter. Prøver at tale det ned igen og vi bliver enige om at teste igen dagen efter. Det er jo sikkert bare en fejl-streg..

Mandag morgen bliver jeg vækket med sang. Der er gaver, flag og morgenkys på sengen, og på telefonen tikker de sødeste hilsner allerede ind. Selvom der venter gaver i glittet papir og en mand næsten lige så fødselsdagsspændt som jeg selv, er der er dog ingen tvivl om at ingen af os har glemt testen fra dagen før og at vi begge trænger til vished. Glittet papir får derfor lov at være glittet papir lidt endnu, og jeg skynder mig ud på det store badeværelse for at tage endnu en test. Der er jo ikke nok ikke noget. Vi prøver begge at tale hinanden ned, mens vores øjne for alt i verden forsøger at undgå den lille papirstrimler i noget der føles som de to længste minutter.

Denne gang er der dog ingen tvivl..

Vi skal have en baby <3