Der er vist ingen tvivl om at en baby er en livs-omvæltning af dimensioner, og det fylder også rigtig meget herhjemme, hvilket også afspejler sig i bloggen. Jeg tænker dog at det måske ikke er lige relevant eller spændende for alle, og derfor vil jeg forsøge at samle min vej gennem graviditeten i denne føljeton. På den måde kan dem der får trækninger bagerst i halsen over babyspam nemt navigere udenom, mens I andre har mulighed for at finde hele historien samlet.

Føljetonen går helt tilbage til den gang jeg fandt ud af at jeg var gravid, og de første indlæg vil altså derfor været skrevet for efterhånden længe siden.

Læs resten af føljetonen her

#1  #2

Nakkefold, misdannelse og en helvedes masse kvalme

 13+1

Vi har været til nakkefoldsscanning i dag. Det var vores første møde med Hvidovre Hospital hvor jeg skal føde, og samtidig også vores første rigtige blik på vores baby. Førstnævnte var ikke en synderlig minderig oplevelse (tror jeg så flere håndværkere og multitools end læger og jordemødre), men sidstnævnt var til gengæld fantastisk! De sidste par dage har jeg taget det hele koldt og roligt, men som vi sad der i bilen i dag blev jeg pludselig skide nervøs. Lasse bevarede som altid det kølige overblik og forsøgte at tale mig til ro, men af uforklarlige grunde blev jeg pludselig ramt af en overbevisende tanke om at den var helt gal. Egentlig var det ikke så meget frygten for Down’s der gjorde udfaldet, for den mulighed havde vi allerede snakket om ikke ville ændre noget, men i stedet en panisk angst for at der måske slet ikke var liv. Eller at den manglede begge ben, havde fire arme og ingen overkrop. Ja der kan flyve mange tanker igennem 20 min. bilkørsel, men heldigvis blev alt gjort til skamme da vi både fik ros, de fineste tal og et dejligt kig ind i maven. Vi betalte os jo fra en tryghedsscanning tilbage i uge 8, men til forskel fra den vingummiagtige alien vi så blobbe rundt i min mave dengang, er der nu både hoved, to arme og to ben. Jeg tror sgu’ der er en rigtig baby derinde!!

17+5

Jeg lider stadig af både kvalme og opkast, og er parat til at give tæsk med en våd avis, til den næste der siger det plejer at gå over efter uge 12. Ohhh really?!?! Jeg skal ikke kunne udelukke at der også er lidt hormoner ind over, men det er altså vitterligt den værste sætning du kan sige til mig for tiden. Kan sammenligne det lidt med at du får stjålet din nye bil på en stille villavej, og det eneste alle andre kan sige er; Der plejer ellers aldrig at blive stjålet noget her. Haha – okay det var en dårlig sammenligning, men det gør mig altså gnaven selvom det for det meste bliver sagt i bedste mening.

Den massive kvalme gør at jeg næsten ikke går uden for en dør uden brækposer og Lasse under armen. Det lyder fjollet, men jeg føler jeg har brug for en hånd at støtte mig til, og så bliver jeg så pokkers svimmel også. Som noget positivt er der dog begyndt at komme lidt flere gode dage hvor hverken kvalme eller opkast er så massivt, og dem udnytter vi til at komme lidt ekstra ud. Vi er begyndt i det små at indkøbe lidt baby-stuff, men det er jo dæleme en jungle. I det små mener jeg forøvrigt blandt andet en gammel junoseng som nok først skal bruges fra 6 måneders alderen. Så mangler vi jo bare noget sengeværk til de første 6 måneder og så alt det andet..

20+1

Endnu en tur på Hvidovre til misdannelsesscanning og endnu mere ros til vores lille baby! Alt var lige præcis og spot on som det skulle være, og da først lettelsen var skyllet ind over mig, kunne jeg bare ligge og nyde at følge med på skærmen. Jordemoderen var så sød at give os en stak billeder med derfra, og selvom det mest af alt ligner en grumset alien-agtig plet på de billeder, så er det VORES grumsede plet. Dén tanke giver altså det vildeste sus nede i maven.

Jeg synes det er så vanvittigt at vi allerede er halvvejs mod termin, og jeg følger lystigt med i min babyapp på telefonen. På sin vis kan det føles som evigheder siden vi så de to streger, men samtidig flyver tiden også afsted. Vi har efterhånden delt nyheden så langt ud i vores omgangskreds at det føles naturligt at nævne, og nårh ja – så er det efterhånden også svært at skjule, så det kommer lidt af sig selv. Alle bliver så glade på vores vegne og midt i al den her kvalme (yes – den lever stadig) glæder det altså lige lidt ekstra hver gang.