img_1728.jpgJeg vågnede i morges med et stort smil på læben. Mandag er altså bare lidt af en lækkerbisken, når man har påskeferie. Endnu større blev smilet da jeg så mit kommentarfelt her på bloggen, hvor en meget sød Cecilie havde lagt en lige så sød besked. Når man sådan kaster sig ind i det her blogmedie uden at vide en radise om hverken hjemmesider eller noget andet i den dur, koster det virkelig mange lange aftener, grå hår og en generel learning-by-doing-attitude. Derfor betyder det også så uendelig meget, når nogen lægger vejen forbi. Jeg har selvfølgelig installeret Google Analytics, programmet der røber om nogen stikker næsen forbi din blog, og derudfra kan jeg da også se, at der da heldigvis er en enkelt eller to forbi engang imellem. Det er dog ingen hemmelighed at det i stor grad er fx. mine veninder der står for de tal, ligesom et par af dem også er søde til at smide en kommentar til et indlæg fra tid til anden. Det puster bare endnu mere til gejsten for at blogge, og endnu større blev det da så også i morges, da Cecilie altså havde taget sig tid til at give en hilsen.

Nå men det skulle egentlig slet ikke handle om hverken Google Analytics eller min blogverden, men i stedet om Cecilies kommentar, der udover rosende ord gav thumbs-up for mine indlæg om vores roadtrip i Marokko. -Og hvad er mere nærliggende end at vi i den ånd tager et nap mere i min Marokko-føljeton, og snupper endnu en hotelanmelde. 🙂

Denne gang er det vores første rigtige stop på rundturen, der står for skud. Turen ud gennem Marrakechs forviklede indre, gav hår på brystet af os begge. Lasse er en erfaren bilist både hjemmefra og i udlandet, men det er dog begrænset hvor mange heste, geder, scootere, biler og muldyr, han har kørt imellem på én gang. Dertil kommer, at alle de velkendte trafikregler hjemmefra er en saga blot, og at “størst kvaser mindre”. Ud af byen kom vi dog, og vi satte kurs mod Atlasbjergene.

I Marrakech havde vi besluttet os for at sætte kurs mod byen Ouarzazate, syd/øst for Marrakech. Valget var faldet på netop Ouarzazate både fordi der var et par ting vi gerne ville se, men i særdeleshed også fordi vi gerne ville opleve en smuk tur gennem bjergpasset. Manden vi lejede bilen hos fortalte os at vi skulle regne med omtrent 3 timers kørsel, og da GPS’en på min telefon bekræftede den oplysning, slog vi først turen forbi et shoppingmall efter proviant og frokost. På den måde blev klokken 13 før turen gik ud af byen, men vi vidste jo nogenlunde hvad vi havde foran os, og tog det med ophøjet ro.

Det gik selvfølgelig på ingen måde som vi havde regnet med. Vejen gennem Atlas bjergene var smal, kringlet og gerne uden mulighed for at overhale, og ofte endte vi bag store gamle lastbiler, der forsøgte at forcere de smukke bjerge med 40 km. i timen. Derfor ramte vi også først den lille by lidt uden for Ouarzazate, hvor vi havde booket et hotel for de næste to nætter, omkring klokken 20. I Marokko sniger nattens mørke sig meget pludseligt op på en, og nærmest med ét kørte vi ad en lille grusvej i et sort vakuum af dimensioner. Vores egne billygter var eneste pejlemæke, og GPS’en stod da også af derude i ingenmands land – naturligvis! Men lige så meget som mit mørkerædde-jeg klaprede tænder undervejs, lige så meget jublede mit eventyrhjerte, da vi efter noget der lignede 40 minutters søgen, gled ned af noget der mest af alt mindede om en grus-skrænt, for at ende foran den smukkeste gamle fæstning (også kaldet kasbah). For at gøre eventyret komplet var det naturligvis stjerneklart som aldrig før, mens den gamle kasbah var præcis nok oplyst til, at man stod tilbage med et sug i maven og en følelse af overvældelse.

Indenfor var fæstningen nøjagtig lige så smuk som udvendig, og vi nød at udforske de små gange, trapper og tårne.

pool

tårn

Udsigten fejlede bestemt heller ikke noget, hverken fra fæstningens tårne..Eller fra vores seng om morgenen, når vi slog de store tunge trædøre op.

img_4722.jpgKasbah Titrit ligger nemlig lige akkurat klods op af den smukke bjergkæde, og jeg tror der gik et sug igennem os begge den første morgen.

æsel

-og så var der naturligvis æsler i baghaven 🙂

siddeområdeVærelset bestod udover en dobbeltseng (af den noget hårde slags, som generelt er udbredt i Marokko), af et siddeområde med marokkopuder, et separat toilet og et meget fint badeværelse med et kææææmpe indbygget karbad.

karbadMorgenmaden var klassisk marokkansk, og bestod af lidt forskelligt brød, usødede pandekager, sandkage, smøreost, marmelade, friskpresset appelsinjuice og naturligvis marokkansk myntethe og kaffe.

Vi bookede to nætter på Kasbah Titrit på hotels.com dagen før ankomst, og gav omkring 1300 for de to nætter inkl morgenmad. Vi valgte netop Titrit fordi det ligger meget tæt på attraktionen Ait Ben Haddou (en stor gammel fæstning), byen Ouarzazate hvor Marokkos Hollywood ligger, og i køreafstand til Todra Gorge – en meget smal og endnu smukkere kløft gennem Atlasbjergene.

+++ Plusser: Helt usædvanlig og meget smuk lokation i det ægte Marokko. God placering i forhold til diverse attraktioner. Meget ydmygt og hjælpsomt personale, der vil gå langt for at hjælpe. Udover os var der kun et enkelt andet par (faktisk dansk – de eneste vi oplevede på turen), og det gav den fuldstændige følelse af det ægte Marokko.

— Minuser: Vi mødte intet personale der kunne tale engelsk, men efter hvad vi forstod var der normalt en engelsktalende kvinde også. Meget dårligt wifi. Vi spiste middag den første aften hvor vi ankom sent, og til 30 euro pr. mand (som er ret pricey i Marokko) var det desværre en noget flad oplevelse. Der er langt til alting, hvilket godt kan være træls når man fx. skal ud at spise.