longroad

Jeg arbejder et ganske rart sted. Jeg har nogle søde kollegaer, en god chef og gode arbejdstider fra 8-16 alle hverdage. Jeg blev for et par år siden uddannet Professionsbachelor i ernæring og sundhed, men jobmulighederne var helt til hest, og jeg fik derfor (efter en lille rundrejse i dagpengeland) fuldtid på mit gamle studiejob. Det er også her jeg er i dag, og hvor jeg faktisk har været i 10 år (holy cow det er et stort tal på skrift), når man regner hele svineriet med diverse fuldtids/deltidsansættelser med. Jeg har altså aldrig brugt min uddannelse til noget, men det har jeg det faktisk også helt ok med. Jeg bliver engang imellem spurgt om jeg ikke føler at jeg så har spildt de knap 4 år jeg har brugt på min uddannelse, men nej. Der er ingen der kan tage det jeg har lært fra mig, og jeg ville bestemt heller ikke ha’ været de år foruden. Under langt det meste af uddannelse var jeg klar på at skulle ud og prøve mit fag, og jeg synes det hele var spændende. Men da der så ingen jobs var at få, indfandt jeg mig hurtigt med tanken, og set i bakspejlet var jeg nok allerede lang tid forinden klar over at det ikke var den vej jeg skulle.

Dagen før vi rejste til Marokko, gjorde jeg noget vildt. Noget skræmmende, spændende, udfordrende og helt vildt fantastisk. Noget der virkelig udfordrede min indre tryghedsnarkoman, og som betød at jeg slet ikke sov natten op til vores ferie, fordi Ole Lukøje ikke kunne komme til for rene spekulationer.

Jeg bad min chef om at gå ned i tid.

Jaja, tænker du. Big deal!?! Det er jo ikke fordi du har lagt hele dit indtægtgrundlag på blokken eller noget. Men det er faktisk en big deal, i hvert fald for mig, og det har det også vist sig at være for andre. Altså de få jeg endnu har fortalt det. For det er virkelig svært. Jeg er blevet mødt med alt fra “Nej, nej, nej” til “Hvorfor?” og “Jamen hvad skal du så?”, og faktisk har jeg endnu ikke mødt en positiv kommentar. De skal nok også komme, det er jeg sikker på, og de negative er absolut heller ikke ondt ment. Men for pokker hvor er det altså svært at gå imod hele den der “minimum 37 timer, karriere og evig higen efter størst mulig indtægt”-norm. Jeg har ikke nogen plan, og er heller ikke hverken gravid eller på vej i andet job, som jeg ellers er blevet udspurgt om.

Ikke desto mindre foreslog jeg dagen før min ferie, ud af det blå, min chef at jeg gik ned på 30 timer. Jeg havde leget med tanken længe, men aldrig sagt det højt for nogen. 10 min før jeg forelagde mit forslag, sendte jeg min kæreste en sms. “Tænkte på om jeg måske skulle gå ned i tid”. “Måske ikke nogen dårlig ide” nåede den søde mand at respondere, og en snak og et ja senere, mødtes vi på gaden hvor jeg med bævrende stemme fortalte ham at jeg havde taget ham på ordet. Tror han blev overrumplet, men mest af alt blev han glad. Han blev som altid glad på mine vegne, på vores vegne tror jeg faktisk, og bevarede også, som altid, det rolige overblik. Alt imens panikkede jeg. Først i små “wow wow wow, gjorde jeg virkelig det”, til “fuck fuck fuck, hvordan kunne jeg gøre det” hen over natten. Marokko er heldigvis en herlig afledningsmanøvre, og hen over ferien gled det hele lidt i baggrunden. Nu er jeg så tilbage i virkelighedens verden, og min chef har udfærdiget min nye arbejdsplan. Med virkning fra 1/3. Det er på tirsdag. På tirsdag arbejder jeg 30 timer om ugen, og resten af tiden – ja der har jeg fri.

Ingen siger jeg aldrig skal arbejde 37 timer (eller for den sags skyld mere) igen, men lige nu glæder jeg mig. Jeg glæder mig til at lege, til at føle overskuddet og til at lade min kreativitet slippe løs. Noget jeg virkelig har savnet, men ikke har kunne overskue længe. Eneste plan er at bloggen her, bliver min legeplads.