Nogen gange mangler man bare det sidste skub. Som med det her indlæg. Et indlæg der har været undervejs i flere måneder. Lige indtil jeg for ikke så længe siden kom forbi bloggen Tregodegrunde og indlægget “Og så ombestemte jeg mig”, hvor Cecilie ramte mig lige i hjertekuglen. Det kan det her blogmedie og Cecilie i særdeleshed, nemlig også. Inspirere og give mod og få en til at føle at man ikke er helt alene. Tak Cecilie – du er modig og sej.

“Hvorfor vil jeg ikke være sygeplejeske?”

Sådan har jeg tænkt rigtig mange gange i løbet af mit liv. Ikke på den måde at man “bare” er sygeplejeske, for det ved jeg bestemt godt at man ikke “bare” er. Egentlig heller ikke fordi jeg gerne vil være sygeplejeske, for jeg ville ved gud ikke være særlig god til det. For kort tid siden hyldede Alt for Damerne det fantastiske erhverv med Årets Kvindepris 2016 og jeg stemmer i med stor respekt for de fantastiske mænd og kvinder der hver dag løfter en kæmpe opgave og konstant arbejder mod tiden. Nej i stedet handler det om noget andet. Om det der med at finde “sin rette hylde”. Det der fag som du nailer til benet og som du brænder for. Det der som for alle omkring dig syntes oplagt. Hvad end det så er sygeplejeske eller noget helt andet.

Igennem hele mit liv har jeg haft svært ved at finde den der hylde. I skolen, på gymnasiet og i mit voksenliv. I folkeskolen ville en sej veninde være lærer. Når jeg blev spurgt begyndt jeg at svare det samme. Det gjorde det hele nemmere. I virkeligheden anede jeg det ikke. I gymnasiet havde de fleste omkring mig konkrete drømme og en målrettet plan. Det virkede nemmere når man havde en plan, så jeg fik mig også en plan. I virkeligheden anede jeg det ikke. Måske gjorde de det heller ikke.  Jeg ved det faktisk ikke.

Efter gymnasiet længtes jeg efter storbyen, men mens alle omkring mig søgte studie var jeg på bar bund. Du må da vide hvad du kunne tænke dig? Jeg anede det ikke. Ved et tilfælde fik jeg job som juleassistance. Et job der førte en fuldtidsstilling med sig, og som faktisk også er det job jeg i dag siger farvel til. Jeg kunne godt lide at være der. Mine kollegaer var søde og gav mig et godt netværk i en ny by, men allerede dengang vidste jeg også at det ikke var for mig. Jeg var glad og havde det godt, men det var ikke mig. Derfor afviste jeg også de muligheder jobbet tilbød mig undervejs. En dumhed mener nogen måske. Ja faktisk var der absolut nogen der mente netop det. For mig har det altid været det rigtige.

Knap fire år efter er jeg stadig samme sted. Jeg er fyldt 23, og verden omkring mig begynder for alvor at blive utålmodig. Du må da vide hvad du kunne tænke dig? Jeg anede det ikke. I ren desperation læser jeg “Hvad kan jeg blive” fra enden til anden, og ender faktisk også med at falde over et par muligheder. Den klare favorit er en professionsbachelor i Ernæring og Sundhed, og jeg ender med at søge optagelse. Det kunne godt være mig. Måske det ér mig.

I februar 2010 møder jeg for første gang ind i Metropol’s lokaler i Pustervig til første undervisningsgang. Det er nyt og spændende, og jeg bliver hurtigt fanget. Er faktisk overbevist om at jeg har fundet mit fag. Uddannelsen favner bredt, og jeg kan se muligheder for at vinkle. Men uddannelsen er i problemer. Rygterne går fra tidligere studerende – der er ingen job at få. Samfundet satser ikke nok på feltet, og man er nødt til selv at opfinde sit job. Samtidig oplever jeg at kvaliteten daler. Måske mit engagement også daler, jeg ved det ikke. Jeg holder dog stadig næsen i sporet, klarer mig godt og forsøger igen og igen at finde min egen vej.

I takt med at jeg nærmede mig min bachelor, bliver jeg desværre mere og mere fortvivlet. Jeg kan ikke finde mig selv i mit fag. Omkring mig er mine medstuderende glade og spændte, og i stedet for at glæde mig sammen med dem, bliver jeg mere og mere frustreret og ked af det. Jeg vil ikke mit fag. Om det handler om uddannelsens problemer eller de manglende jobs tvivler jeg egentlig på. Jeg tror i virkeligheden bare at jeg ikke var der. At det ikke var der jeg skulle være. Imens jeg skriver min bachelor begynder jeg at kigge andre veje. Hvis der var noget jeg havde lært på mit studie, så var det at jeg gerne ville formidle. At jeg var god til at formidle. Jeg var bare begyndt at sande, at det ikke skulle være formidling af mit eget fag.

Lidt tilfældigt og hovedløst og måske i virkeligheden også i desperation, søgte jeg optagelse på en kandidat i kommunikation på AAU. Jeg kunne ikke se mig selv bruge min uddannelse, men havde samtidig brug for at føle at mine bachelor-år ikke var spildt. Jeg var dog også helt overbevist om at jeg aldrig ville blive optaget, så overraskelsen og ikke mindst glæden var stor da jeg et par måneder senere fandt den store hvide kuvert i postkassen. Jeg havde en helt klar forestilling om hvordan jeg kunne kombinere min uddannelse og formidling med den her kandidat, og var både stolt og glad da jeg fortalte verden om min optagelse. Endelig følte jeg mig for et øjeblik som et medlem af dem på “den rette hylde”, og husker brændende de anerkendende blikke jeg fik, da jeg annoncerede nyheden. Nu vidste hun endelig hvad hun skulle.

Knap to måneder gik der. To måneder som jeg på en og samme tid både husker så rent og som samtidig står i store tåger. To svære måneder. Måske to af de sværeste måneder i mit liv. Indtil jeg tog en af de sværeste beslutninger i mit liv. Det var ikke der jeg skulle være. Det var ikke mig. Det var en onsdag formiddag, og jeg tror det var midt i “Medieæstetik”. Hvordan husker jeg ikke, men jeg fik pludselig pakket mine ting, og ti minutter senere stod jeg nede bag tankstationen og ringede til min far. “Jeg kan ikke” hulkede jeg ned i telefonen. “Jeg er gået derfra og jeg kan ikke vende tilbage. Der er ikke noget jeg hellere vil, men jeg kan bare ikke”.

Nogen mente jeg gav op for nemt. Fordi det åbenbart anses for den nemme løsning at give op, melde fra og droppe ud. I min verden er det ikke nemt. Faktisk er det noget af det sværeste, det fineste og det klogeste. At mærke efter, erkende og stå ved, at det ikke var det jeg skulle. At den nemme løsning måske i virkeligheden havde været at lade mig føre med, få en fin uddannelse og et godt sikkert job. Det havde helt sikkert været nemmere. De sikre valg er de sværeste at vælge fra.

Jeg har desværre flere gange oplevet at mine valg og det sted jeg er i dag, bliver sidestillet med at være uden drømme eller ambitioner, eller sågar at jeg er doven eller dum. Noget der især før i tiden gjorde mig ked af det og frustreret, og fik mig til at føle mig endnu mere forkert. Ja, det gør det såmænd stadig en sjældent gang imellem. Men heldigvis er jeg også blevet ældre og det gør også helt morfar-agtigt at jeg hviler mere i mig selv. Også selvom vi lever i en verden hvor vi måles på præstationer, og hvor uddannelse og karriere ofte udgør målestokken for vores succes her i livet.

I dag har jeg lukket døren bag mig. Jeg har ikke selv valgt at lukke den, men selv hvis valget ikke blevet truffet for mig, havde vi stadig stået her. Jeg er klar til at lukke den dør, klar til at være modig, og klar til at sige farvel til et job der de sidste 10 år har været mit faste holdepunkt, og som på en gang har defineret mig og så alligevel slet ikke. Døren er lukket, nøglerne er afleveret og arbejdet overdraget. Jeg er uden job, for nogen måske uden en stor del af min identitet, og alligevel føler jeg mig på helt særlig vis stærkere end nogensinde. Jeg aner stadig ikke hvad jeg vil, men til forskel fra både mit 12-årige, 21-årige og 27-årige jeg, er det helt okay. Jeg er okay.