Ja, eller ret beset er det bloggen og en krans til døren, der i denne uge er at finde i magasinet “Hendes Verden”. Dørkransen lavede jeg sidste år til jul, og viste den efterfølgende frem her på bloggen med en tilhørende DIY. Nu har Hendes Verden så fået øje på den, eller det vil sige det gjorde de faktisk allerede i sommers, og således er den altså endt i deres magasin.

Beklager at det er lidt “ananas i egen juice”-agtigt, men for sådan en lille bitte anonym blogger som mig, er det altså lidt stort og vældig vældig rart, sådan at få bekræftigelse på at andre kan lide det man laver. Det er i virkeligheden det samme der sker HVER gang en af jer søde læsere smider en kommentar herinde. Jeg kan jo så udemærket se på mine statistikker at I alligevel er nogle stykker der huserer herinde, men jeg bliver sgu’ bare så glad når nogle af jer en gang i mellem tager jer tid til at give mig et par ord med på vejen.

Nu nærmer december sig jo igen med hastige skridt, så hvis du mangler en krans til døren (hvem gør ikke det 😉 ), kan du finde min DIY her. Kransen er iøvrigt ikke spor julet og kan efter min mening sagtens hænge på døren i andet end december måned. Vi havde i hvert fald vores hængende resten af den mørke vinter.