Efter noget der ligner fem måneder med madlede og kvalme, har jeg virkelig taget revanche herhjemme. Jeg har altid haft en fest i et køkken, og det var virkelig et glædeligt gensyn da jeg for en måneds tid siden for alvor vendte tilbage til lækre råvarer, gryder og køkken aggrigater. Som noget af det første eksperimenterede jeg med gulerodsboller af den lækre bløde slags, og de blev så gode at jeg har bagt dem gentagne gange siden. Ekstra gode er de nybagte med lidt smør og er du rigtig uartig kan Løgismoses mørke øko pålægschokolade aka. verdens bedste varmt anbefales.

Bollerne kan i øvrigt også fint fryses. Lad dem tø en halv times tid inden du varmer dem blidt ved 80 grader varmluft i omtrent 10 minutter. Så er der lækre lune boller der smager præcis som var de nybagte.

Lækre bløde gulerodsboller med havregryn

20-24 stk.

  • 3,5 dl lunken vand
  • 20 g gær
  • 1 1/2 tsk groft salt
  • 2 tsk sukker
  • 1 dl. ymer/skyr/surmælksprodukt (jeg brugte koldskål i mangel af bedre – det fungere også 🙂 )
  • 80 g havregryn
  • 150 g gulerod, fintrevet
  • ca. 700 g hvedemel
  • 1 æg til pensling

Rør gæren ud i vandet og tilsæt salt, sukker, surmælksprodukt, havregryn og gulerod. Rør det godt ud i vandet. Tilsæt hvedemelen lidt efter lidt indtil dejen er god, og ælt den godt igennem.

Lad dejen hæve 1 time

Form dejen til boller og sæt dem på 2 plader. Lad dem efterhæve 30 min, mens du varmer ovnen op til 200 grader varmluft.

Bag bollerne i  14-15 min, eller til de lyder hule når du banker på dem i bunden.