Såååå dét lemonadeee tiiid.. 😉

Sådan en lækker søndag kalder da næsten på lidt lækkert koldt at drikke, og med mine elskede rabarber i sæson er det jo oplagt med en opskrift på rabarberlemonade. Jeg kunne i hvert fald godt lige klare et glas her på min altanpind, og den er heldigvis både hurtig og nem at lave.

Vores søndagsplaner er igen-igen at komme videre med vores renovering af stuen, men jeg har nu altså også en secret plan om at få sneget en masse altan-pauser ind også. I går brugte vi hele dagen til konfirmation, og upåagtet hvor dejlig sådan en dag er, så trænger jeg lidt til at nyde det gode vejr i dag. Vi er forresten kommet virkelig langt i vores renovering efterhånden, og i dag har vi sågar solgt vores fjernsyn! Jeg har aldrig været den store fan af det klassiske tv-alter i stuen, men da Lasse i sin tid flyttede ind med sine 46″ og en X-box måtte jeg jo se mig slået ;-). I mellemtiden er X-boxen også blevet til en Playstation, og jeg har ikke kunne lide at foreslå at vi fjernede den store skærm, selvom den egentlig efterhånden sjældent bliver brugt til tv. Men men men..alt godt kommer jo som bekendt til den der venter, og nu foreslog han sgu’ selv om vi ikke skulle skille os af med det. Jeg har til gengæld lovet at der kan flytte et nyt og mindre ind til en hver tid, men utrolig nok vil han faktisk gerne undvære helt  – i hvert fald for en stund 😉

Nå det var rabarberlemonæsen vi kom til – ja det hedder den altså herhjemme. Ligesom remo-næse du ved..måske det bare er mig ;-). Lav en stor portion – det kan fint holde sig et par uger på skoldede flasker – og nyd den så iskold med hovedet tilbage i en varm solplet.

Rabarberlemonade med mynte

  • 600 g rabarber
  • 340 g sukker
  • 1,5 liter vand
  • Masser af isterninger eller knust is til servering
  • En dusk mynte pr. glas

Kom rabarber, sukker og vand i en gryde, og sæt den over ved middel varme. Kommer dine rabarber direkte fra fryseren, så lad dem tø op i vandet inden. Kog væsken op, og lad det småsimre i 5-8 min. Det kan være fristende at lade det koge længere, men så risikere du også at miste den fine lyserøde farve.

Lad det hele køle af i gryden i 30-45 minutter, inden du sigter rabarberne fra og hælder den fine lyserøde væske på flasker.

Ved servering: Fyld glasset med isterninger, hæld lemonaden over og giv den en dusk mynte. Lad den gerne stå og trække/smelte 20 minutter inden servering, eller spæd alternativ op med lidt danskvand eller vand fra hanen. Skal det gå rigtig stærkt så knus mynten lidt med en morter – så får du hurtigere glæde af smagen.

PS. Der er ingen grund til at smide den overskydende rabarberkompot ud. I stedet kan du spise den med iskold mælk på eller bruge den på din skyr, til en trifli eller måske som tilbehør til din koldskål.