Okay, er der nogen der ligger inde med en ekstra ja-hat? For jeg har satme da godt nok tabt min! Den her uge har haft så mange fine oplevelser, men det hele er blevet overskygget af noget som har betydet SÅ megen vrede og frustration indvendigt, at jeg spyer eder og grimme forbandelser ud af både ører, næse og i særdeleshed mund!

De sidste par år har vi ledt intensivt efter en større bolig. Medmindre man har boet under en sten de sidste to årtier, er det vist alment kendt at boligmarkedet i København er vanvittigt. Som i fuldstændig V-A-N-V-I-T-T-I-G-T! Vi har som alle andre vendt hver en virtuel sten på nettet, kigget andelsboliger, kigget ejerboliger, kigget huse og lejeboliger. Vi har snakket med banker og ejendomsmæglere, været til fremvisninger og skrevet os op. Ja, vi har været der hvor alle andre også har været, men lige meget hjalp det og vi kom altid lige præcis for sent. Til sidst snakkede vi bolig 24/7, og det der skulle være en spændende rejse, blev i stedet noget der hang os langt ud af halsen. Mest af alt havde vi nok begge lyst til at kaste projektet i lokummet, men tanken om at blive boende på 43 kvm var heller ikke overvældende tiltalende, og derfor begyndte vi at søge i andre retninger. Oprindeligt var vores tanke at forlade Amager, vores ønskeø, mest fordi vi var klar på at prøve noget nyt og trængte til nye græsgange. Men i vores nye spil var alle bolde i luften, og vi rakte derfor ud efter det der var nærmest; nemlig vores egen andelsforeningen. Vi skrev ud og hang flyer op, begge dele i håbet om at der måske enten sad en tilstødende nabo der ville sælge så vi kunne udvide, eller en der havde fået for mange kvm. I den første lange tid så vi foreningens store lejligheder blive solgt for næsen af os, og vi havde næsten afskrevet muligheden. Lige indtil vi en blæsende eftermiddag i starten af maj, på parkeringspladsen foran IKEA, fik et telefonopkald. Nabolejligheden, et dødsbo, skulle sælges, og de ville gerne hjælpe os med at opfylde vores drøm.

Alle de mellemliggende detaljer skal jeg spare jer for, men summa summarum er at vi de næste fire måneder gør alt hvad vi kan for at gøre sælger glad. Viser interesse, tilbyder hjælp og ender sågar på et tidspunkt som ufrivillig mægler i deres interne familiestridigheder. Der er ingen tvivl om at vi spiller efter deres pibe og forsøger at gøre alt for at holde dem tilfredse. Det er svært og vi bruger uendelige mængder af energi og konstant tager det hele en ny drejning der skaber frustration, ballade og trækker tingene ud. Vi holder os, hele tiden med det for øje, at det jo vil give os vores drømmelejlighed. Endelig for et par uger siden, nærmede vi os målstregen. Den endelige uvildige vurdering af lejligheden lå klar og foreningen står parat til at få lavet papirerne. Men selvfølgelig er noget galt. Vurderingsmanden har fratrukket 15.000 til nogle mangler i lejligheden (iøvrigt et dødsbo hvor der intet er lavet i næsten 50 år), og sælger er utilfreds. Ringer og skriver mails, og vil have os til at betale. Mener at vi har lovet at betale og truer med at sælge til en anden. Vi er trætte og irriterede, men nægter at give os. Tidligere i processen har vi allerede accepteret at et fradrag på 10.000 til gulvene i lejligheden bliver slettet, og vi vil ikke mere. Det er ikke de 15.000 kr. det handler om, men et princip og en lovgivning der betyder at prisen på andelslejligheder ikke kan handles op. Det ender, som du nok allerede har gættet, med at vi mister lejligheden. I tirsdag fik vi en kortfattet mail. Sælger mener ikke han skylder os noget – han vil sælge til overboen som har meldt sig på banen.

Lige nu vil vi bare gerne væk herfra. Den anden dag da vi kom hjem, var de ved at rive alt gammelt inventar ud af nabolejligheden, og det var næsten ikke til at bære. At høre hvordan de pusler derinde som vi skulle ha’ gjort. Hvordan de river ned og planlægger derinde på den anden side af væggen, præcis som vi skulle ha’ gjort. Føj det er altså træls og føles mest af alt som at få tværet det ud i fjæset hver eneste dag. Vi har glædet os, snakket med ingeniører og planlagt i næsten 5 måneder. Det var derinde vi en dag skulle lave et børneværelse. Derinde vi skulle ha’ inviteret til fødselsdag og derinde vi skulle ha’ spist bolognese med vennerne en fredag aften.Det føles bogstaveligtalt som at blive skudt ned på målstregen, og fuck hvor er det bare røvet!