Så blev det onsdag og tid til endnu en omgang anbefalinger. Jeg håber nogle af jer kan bruge det til noget? Jeg syntes ihvertfald det er blevet et ret hyggeligt indlæg at lave, og på en eller anden måde holder det mig også på tæerne og kræver at jeg konstant har øjnene åbne. Denne gang har jeg endnu en fremragende podcast skabt af to kvinder med, og det syntes jeg altså simpelthen er så skide sejt! Har I set hvordan endnu et par stærke damer netop har åbnet op for en helt ny verden med deres nye business Podland? Det er SÅ inspirerende, og jeg er virkelig misundelig på de kommende generationer, der i den grad får seje damer at se op til. Stærke innovative BOSS-LADYS er uden tvivl the new shit!

Podcasten “Voksen ABC” af Rachel Levin Rukov og Cecilie Falgren Rubini

De to seje damer her, har jeg fuldt siden de første gang lod os lytte med på en snak om voksenlivets A-ord. Siden har jeg hængt ved mens de har taget deres lyttere gennem hele alfabetet, og jeg har nydt hvordan de både har fået mig til at grine, reflektere og også mere end en gang blive rørt til tårer. Nu er der kun et enkelt bogstav – Å – tilbage, men heldigvis har Rachel og Cecilie allerede lovet os en sæson to, og jeg kan næsten ikke vente. Hvis du ikke allerede kender de to damer, kan du jo passende lytte hele første sæson igennem mens vi venter – jeg er kun lidt meget misundelig!

“Fødevarebankens Julekort” i Netto

En lidt atypisk anbefaling, men om end stadig en anbefaling der i særdeleshed har sin berettigelse her i de kolde mørke måneder. Netto har nemlig i samarbejde med Fødevarebanken lavet et julekort, som donerer fem måltider til socialt udsatte i Danmark. For den nette sum af 30 kroner får du altså både et julekort, men mætter også fem bankende hjerter der i den grad kan bruge en fremstrakt hånd. Dét må da være det fineste julekort man kan få, og så tænker jeg det også kan gøre sig godt som værtindegave eller måske endda som erstatning for den traditionelle marcipangris juleaften.

Lydbogen “40 uger efter” af Cana Buttenschön

Lydbogen her mangler jeg faktisk stadig godt 40 minutter af, og alligevel tør jeg godt at sige, at den dæleme burde være på pensumlisten for alle nybagte forældre. Den handler nemlig ikke, modsat de fleste andre graviditetsbøger, om de 40 uger før du føder din baby, men derimod om de langt mere essentielle og udfordrende 40 uger efter. Cana Buttenschön er både uddannet jordemoder og har selv født to dejlige drenge, og hun har med bogen her virkelig set et behov, som man kan undre sig over ikke er blevet set langt før. Jeg ville ØNSKE den havde ligget på mit natbord lige da Uma kom til verden, men heldigvis er den stadig både lærerig, sjov og fuld af fortrøstningsfulde ord, her tre måneder efter jeg har født. Kender du nogen der står overfor deres livs omvæltning, så drop barselsbuketten og køb den her til hende i stedet. Eller endnu bedre; Stik hende både buket, bog og bakke lasagne til fryseren – hun vil elske dig for det!

Tidligere onsdagsanbefalinger:

#1   #2