App’en Puslely

I de første måneder efter Uma var blevet født, hadede jeg at bevæge mig meget mere end 500m væk fra vores hoveddør. Det der med at have ansvaret for sådan et lille menneske var i sig selv nok til at jeg kunne få svedperler på overlæben, og tanken om at hun skulle ha’ mad eller en tør rumpe uden for vores lille matrikel var fuldstændig uoverskuelig. For hvor pokker kan jeg lige amme? Er det okay at amme på den der cafe hvor vi skal spise frokost? Og hvad nu hvis hun skal ha’ en tør numse – er der så overhovedet et puslebord? Åhh gud, det kunne give mig stress! jeg er heldigvis blevet lidt mere rutineret i rollen som mor siden, men jeg ville da lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke stadig skænkede det en tanke hver gang vi går ud af døren. Skal vi bare ud at trille en tur i nabolaget eller måske ned og handle, ja så går vi selvfølgelig bare hjem. Men bevæger vi os nu lidt længere væk, eller skal vi være på farten i mange timer, ja så kan jeg altså godt li’ at være lidt forberedt. Og her kommer app’en “Puslely” ind i billedet! På Puslely kan jeg nemlig via gps både finde steder at pusle og amme i nærheden, og det er altså skide smart. App’en er bygget op om bruger-anmeldelser, og ofte er folk også rigtig gode til at give en lille anmeldelse af det pågældende sted. Jeg ville sådan ønske at jeg allerede havde kendt til app’en dengang Uma kom til verden, men nu kan jeg da ihvertfald give tippet videre til andre nybagte såvel som garvede mødre.


Eyeliner Pen fra Nilens Jord

Jeg er ikke nogen makeup-haj, og jeg tvivler sgu’ også på at jeg nogensinde bliver det. Til gengæld holder jeg fast i de produkter der virker for mig, og dumper dem som enten ikke er gode nok eller som jeg simpelthen ikke evner at bruge. I sidstnævnte kategori ligger den flydende eyeliner. Jeg syntes det kan være såååå pænt med en flydende streg over øjet, men efter at ha’ været igennem utallige varianter, har jeg måtte erkende at jeg åbenbart er eyeliner-idiot. Enten blev stregen for tyk, tynd eller skæv. Så blev det ene øje godt, men det andet selvfølgelig umuligt. Så havde jeg endelig en god dag, men så smattede skidtet ud så snart jeg ramte det fugtige danske vejr. Og jeg havde egentlig givet op og tænkt at jeg måtte klare mig med et ordentligt lag mascara når den skulle have lidt ekstra gas, men så faldt jeg over den her lille eyeliner pen fra Nilens Jord, og seriøst! ALLE mine bønner er blevet hørt! Pennen her fungerer mere som en tusch i stedet for de mange tynde pensler jeg har prøvet, og det betyder at det altså er langt nemmere at påføre en pen streg – også for eyeliner-idioter som mig. Derudover har jeg endnu tilgode at opleve at den smatter ud, og så er den ovenikøbet både parfume- og parabenefri. Min eneste anke må være at den ikke holde i evigheder, men til gengæld koster den så heldigvis også på den pæne side af 100 kr.

Find den her


Streamingtjenesten Hayu.com

Jeg er en sucker for The Kardashians! There, I said it! Det er min all-time favorit guilty pleasure, og jeg står sgu’ gerne ved det. Indtil nu har jeg set det på vores Appletv, men da vi solgte vores fjernsyn i foråret, betød det desværre også farvel til the girls og alt det andet slibrige drama-tv jeg så derinde. Men men men..nu er jeg igen opdateret på det hele, og det takket være streamingtjenesten Hayu.com. Derinde ligger al det amerikanske realitydrama du kunne drømme om, og det ligger sågar klar så du kan se det samtidig med at det udkommer “over there”. Det koster 49,- om måneden, men de byder som de fleste andre streamingtjenester på en gratis første måned, og så syntes jeg faktisk heller ikke 49,- er galt, når jeg tænker på de oceaner af moneter jeg har postet i Apple førhen..