P3OUTPUT

Ej men sikke for et skizo-vejr vi har haft i dag! Her i Københavnstrup har vejret budt på alt fra lårtykke regnstråler og torden til 28 grader og høj sol. Vel i realiteten et klassisk dansk sommervejr når det er bedst, men æv jeg er ikke meget for det himmeltisseri. Kunne dog nærmest høre mine altanplanter juble. Deres mor (yes thats me – selvudnævnt plantemor) evner åbenbart ikke rigtigt at slukke deres tørst efter vandkanden. Bad mommy 😉

Ovenpå et lidt tung indlæg i går, tænker jeg vi vender noget lidt lettere i dag. Musik! Det er btw noget af det jeg syntes gør det her blog-medie så rart.  Det kan bære både de tunge og de lidt lettere emner, og afspejler i virkeligheden så fint livet i al almindelighed.

Nå, men kender du ikke P3 Output, så læs da lige med her. Kort fortalt er det et P3-projekt med en cover-stafet der går fra kunstner til kunstner, og resultatet bliver så spillet i P3’s eftermiddagsprogram “Smag på P3” (hvor den umanerligt fine blogger Cathrine Nissen iøvrigt styrer pulten for vildt sammen med sin medvært Mads Gundersen).

Sidste gang var det Alex Vargas, og han gav stafetten videre til purunge og smækre Kwamie Liv, der fik til opgave at lave en coverversion af Robyn’s hit “Dancing on my own”. Det præsenterede hun så i eftermiddags på P3, og hold nu fast det er lidt lækkert nummer. Jeg undskylder mig med at have følelserne lidt ekstra uden på tøjet for tiden, for en lille tåre lagde sig altså an i den ene øjenkrog. Føj det er godt!

Nu er jeg gammel Robyn-fan og det gør bestemt ikke min entusiame omkring det her nummer mindre, men skulle man ikke have haft samme behov for at skråle med på “With every heartbeat” (jaja, det skamhittede i midten af 00’erne, da jeg blev student), fortjener det her cover nu stadig et lyt eller to. Det er sååååå vildt! Vil faktisk gå så langt som at sige at coveret er bedre end originalen, og det er altså sjældent set i min optik!

Skulle du ikke ha’ været så heldig at ha’ fanget det i eftermiddagens æter, så kan det findes her på DR Outputs youtube-kanal. Go listen!

Kwamie Liv // Dancing on my own