Okay, det der “forny hjemmet billigt med et par nye plakater” projekt jeg havde gang i, har nok taget lidt overhånd. Ja faktisk så meget overhånd, at vi og alle vores ejendele lige nu sover i stuen, og har gjort det siden fredag.

Vores soveværelse har længe ikke fungeret for os. Indretningen var dum, praktikken i rummet virkede langt fra optimalt og så manglede vi begge den der følelse af at det var et rart rum at være i. I den ånd (og spare-ånden – NOT!) tog fanden ved os i fredags, og i løbet af få timer havde vi tømt rummet og sat både seng, klædeskab og et par andre ting til salg på DBA. Ja her rykker vi sgu hurtigt!

Det harmonerer selvfølgelig overhovedet ikke med vores ferieopsparing, men er der én ting der er vigtigere for os, så er det at vores hjem fungerer. Så må ferien blive lidt mindre, og måske gå til et mindre eksotisk sted. Er sikker på vi får det topdejligt alligevel 🙂


Som det for os ofte går med sådan nogle projekter, så er både tidsplan, projektstørrelse og budget skredet for fulde gardiner, og vi er da også gået fra en plan om cirka en uges tid til nu at håbe på vi er nogenlunde færdige om 14 dage fra nu. Sjovt nok virkede det SÅ hyggeligt at skulle sove i stuen de første par dage, og nu ønsker jeg KUN at komme tilbage til min seng og få min stue tilbage. Der står seriøst ting alle vegne, i både stue, køkken og gang, og badeværelset er eneste undtagelse – mest fordi toilet og bad allerede udfordrer den ene 1 kvm vi er velsignet med derude 😉


Ha en dejlig aften derude og må I mæske jer i hveder med tandsmør. Her bliver der ingen hveder. Aftenen skal bruges oppe under loftet med en malerpensel #detvildeliv