Klokken er skørt tidligt om morgenen, og vi venter på vores afgang til Marokko. Klokken 0600 sharp skulle vi gerne lette, og så har vi fire og en halv time foran os. Not too bad. Sidste sommer fløj vi København – LA i et langt stræk, og efter den flyvning føles alt under 8 timer som en leg.

I Marokko venter først to dage i Marrakech, og derefter har vi lejet en lille bil, der skal være vores base på 8 dages miniroadtrip. Rejsen her har på alle måder været noget spontan, og vores ferieplanlægning har derfor kun fem dage på bagen. Af samme årsag er vi langt fra en endelig roadtrip-rute, men vi har dog brugt hver ledig stund de sidste par dage med snuden i et par guidebøger, og har gennemtrawlet diverse rejseforums på nettet. Ønskerne lyder på vild natur, de smukkeste riads i de hyggelige byer, Atlas-bjergene og en dukkert i Atlanterhavet. I vores bog er roadtrips lig med muligheden for at forfølge enhver spontan impuls, og det passer os helt perfekt at alle veje bogstaveligtalt er åbne.