snot forkølet kæresteEr så heldig at ha’ fået mit eget spøgelse herhjemme og det kunne jo ikke være timet bedre i forhold til Halloween i morgen vel? I virkeligheden er Lasse bare blevet syg og efter at ha’ hørt på “Ihh åhh ehh – atjuuuuu” fire milliarder gange, beordrede jeg ham ind over en balje kogende vand med et håndklæde over. Jeg magter det fandme ikke. Ej men altså! Nok er det synd for manden, men det er sgu’ lige så synd for mig. Er ved at kaste op hver gang hans næse løber og er ved at blive sindsyg af alle de snotklude..Ewww..

Af samme grund behøver vi slet ikke tænke over hvem der hænger på aftensmadstjansen , men omvendt er jeg sgu’ heller ikke interesseret i at få maden krydret med snot. Egentlig burde jeg jo kunne glæde mig over at den stod på left-over friske forårsruller, men netop som jeg postede mit glædes-indsmurte indlæg i går ramte nemesis mig så hårdt i rumpen at jeg stadig ikke kan sidde ned! Der var jo for helvede ikke lige nogen der havde taget det der andebryst op af fryseren, og oveni var der fandme også nogen der havde ædt alt rispapiret. Ja, så var der dæleme ikke meget yndlingsret til mor her, og i stedet blev det til herrens favorit; Øl og en margherita fra den lokale. I det mindste havde han også købt flødeboller…