Er du da gal jeg har blogge-abstinenser! Nemt at løse tænker du, men jeg er sgu’ lidt udfordret i de her dage. Vi ligger nemlig endnu endnu endnu engang i byggerod, og fordi det denne gang er stuen der står for tur, betyder det at samtlige af vores ejendele står mast sammen i soveværelse, gang og køkken. Ohh the thrill of living in a small apartment.. Der kommer helt sikkert en update på hvad der helt præcis sker i den der stue, men i første omgang er vi ikke nået meget længere end at hugge en frygtelig masse puds og mørtel af den ene væg. På et tidspunkt skulle der så gerne komme en fin murstensvæg ud af det, selvom jeg lige nu ikke synes vi har fået andet ud af det end endeløse mængder af støv overalt i hele lejligheden. Nå men det knaser også så lækkert mellem tænderne, når man nyder en leverfætter til frokost…

Nå men det betyder altså at min oldnordiske computer som både er så tung som døren til jobcentret OG kræver konstant strøm, har haft sine udfordringer. Altså lige indtil i dag hvor jeg har fået graberne i en forlængerledning, og derfor har kunne rykke udenfor på altanen. Hallo er det lige lækkert vejr eller hvad? Jeg er helt pjattet med det! I mandags havde jeg bare fødder for første gang, da jeg var inde i byen for at spise frokost med en veninde. Vi kørte den ind med Croque Madame og mynte-lemonade på Far’s Dreng, og både mor og baby var helt fjollede med det. Der er ikke det store salg i ting der bobler og bruser her under graviditeten, så jeg bliver altid som en 5-årig før min fødselsdag når der er lækre juicer eller lemonade på menukortet. Tirsdag steppede jeg så lige mit sommer-game up a notch, da jeg spiste frokost med en anden veninde udenfor I SOLEN! Helt ærligt – kan vi ikke bare lige forsætte i den her rille? Forsøger i hvert fald ihærdigt at lukke ørerne for vejrprognoserne for næste uge og frem – J E G   V I L   I K K E!!