I går var ugens første feriedag (vi ved jo allesammen godt at weekenden ikke sådan rigtig tæller med..), og det endte også med at blive en feriedag her fra bloggen. I stedet sov vi længe, var hos plantepusheren efter potter, så film og holdt i hånd, og nårh ja..så var vi da lige en tur på vaskeri. Igen faktisk. Vores vaskemaskine valgte i bedste amerikanske drama stil at stille træskoene akkurat som jeg satte skoene for sidste gang på mit job (billedelig talt – gik sgu’ette uden sko), og således er vi altså uden maskine indtil på torsdag, hvor en vaskedoktor kommer og tilser patienten. En enkelt uge uden maskine burde jo nok kunne gå. I hvert fald hvis man havde bragt vaskebunkerne ned inden. Det havde man bare ikke. Som i overhovedet ikke. Så i lørdags kunne vi lige akkurat nå første tur med det absolut mest nødvendige, og i går ventede så anden tur i Tivoli’et. Ja Tivoli du – for priserne er i hvert fald at sammenligne. Herre Jemini den slags er dyrt! 38 kroner for en stor maskine. Jeg var sgu’ nær blevet nærig og smidt hele lortet i samme maskine, men er omvendt også nærig med mit tøj og magtede ikke den grå farve der ville komme ud af sådan et mix.

Sidste gang jeg besøgte et vaskeri var i mine dage på Øresundskollegiet, hvor vi alle trak gennem den brune korridor med vores blå ikea-poser, for at deltage i kampen om de 20 vaskemaskiner som alle 1500+det løse beboere skulle dele. Da jeg endelig pakkede mine flyttekasser dengang, svor jeg for mig selv aldrig at være afhængig af den slags igen, og således har jeg faktisk ikke besøgt et vaskeægte (pun intended) vaskeri siden, hvilket hvis man ser man bort fra prisen, sgu’ næsten er en skam.

Det er ikke fordi der er sket en revolution på området imellemtiden, faktisk tværtimod. Blå og gul er stadig dominerende, ser man bort fra de brune fliser der beklæder de gamle skæve gulve. Imellem maskinerne og foldeborde er tre gamle træbænke mast ind, og på endevæggen finder man den gamle møntmaskine, der på gode dage tager alle slags mønter og til tider sågar også sedler. I tidernes morgen har en venlig sjæl skrevet instruktion til maskinerne, men sol, fugt og tidens brug har visket det meste væk, og overladt os nybegyndere i vores egen vold. Heldigvis står flere af vaskeriets faste kunder klar til at hjælpe, og før man har set sig om er man en del af slænget. Vi har slæbt vores dobbeltdyne med, og putter ivrigt den ene krone efter den anden i automaten, i håb om at få dynen tør. “Maskine nummer 7 er altid en vinder” siger en ældre herre med et smil, mens han sirligt folder sine håndklæder og viskestykker sammen. Vi har allerede sat vores penge på nummer 5, men takker for rådet og giver smalltalk i retur. To unge flygtningedrenge har også fundet vej til vaskeriet. Instruktionsskilte eller ej har de svært ved at greje maskinerne, og indenfor få minutter siver vandet fra deres nystartede maskine. En middelaldrende kvinde i færd med at hælde Snuggle på maskinen ved siden af, griber resolut en af de gamle blå vasketøjs-vogne, og inden de to drenge får set sig om, vasker deres tøj forsvarligt bag ruden i maskinen ved siden af. Vi har netop hjulpet en ung kvinde igang med at tørre hendes dyne, og nu træder et ungt par ind af døren med en gigantisk topmadras under armen. Nybegyndere som os andre får de forvildet sig hen til tørretumblerne i troen at det er vaskemaskiner, men fordi vi selv står med hovedet i tørretøj, får vi i første omgang ikke stoppe dem. Det gør heldigvis ikke spor, for den unge kvinde der ellers lige akkurat har sat sig til rette med næsen i et kompendium, får hurtigt guidet dem på vej. Jeg mødes med den unge kvinde i et smil mens jeg konstaterer at vores dyne stadig ikke er tør. Vi har allerede brugt næsten 200 kr, men det glemmer jeg hurtigt. Jeg har nemlig hørt at nummer 7 skulle være en vinder, så jeg smider gladeligt en tyver mere i automaten.