Et kig tilbage på ugen der gik, hvor..

..hverdagen for alvor landede herhjemme. Lasse har ikke meget undervisning her i januar, men har så til gengæld budt ind på en pokkers masse timer på hans job istedet, og sådan nogle fuldtidsdage kan søreme godt mærkes i barselslivet herhjemme.

..jeg til gengæld også virkelig kan se hvordan Uma savner sin far når han er væk. Det store smil og hendes lysende øjne når han endelig kommer hjem, smelter mit hjerte fuldstændig.

..Uma fik en ny lækker hjemmestrikket trøje, som min veninde havde været så sød at strikke. Jeg ville så gerne selv og har også skumle planer om at hun skal give mig et intensivt kursus, men indtil da nyder vi når der falder lidt af <3

..vi fik vores nye puslebord hjem. Vi følte os lidt nødsaget til at samle det for at vide at det hele var der, og derfor stod vi pludselig med to pusleborde og et inferno af rod. Dååårlig planlægning når man bor på 43 kvm.

..ankomsten af vores nye puslebord til gengæld også satte skub i en dominoeffekt af oprydning og sortering herhjemme. Alt bliver flyttet rundt, sorteret og kasseret og jeg føler næsten vi har fået 10 ekstra kvm foræret.

..ham far i øvrigt var til sin sidste eksamen for dette semester. Tror vi alle drog et lettelsens suk da det var overstået.

..vi meget apropos det med fædre, helt spontant var ude at spise med min familie fredag aften. Det var min far der inviterede i anledning af det nye job han havde landet, og det er da så klart også værd at fejre. Nyt job i en alder af 62 år – pænt godt gået! #sejfar

..hvor jeg fik anden runde børnepenge ind på kontoen. Skal stadig lige vænne mig til det der med at de dumper ind hver tredje måned, bare fordi jeg, selvvalgt vel og mærke, har presset en baby ud. Ved godt vi reelt set selv har betalt dem via skatten, men for pokker vi er altså på mange måder priviligerede i det her land.

..vi brugte de første timer af vores søndag i IKEA qua den der oprydningsproces der er igang herhjemme. Det lyder umiddelbart som en dødsdømt idé, men der var overraskende få kunder, de havde faktisk hvad vi skulle bruge og Uma var one happy camper siddende i sin vikle hos mor.