Bryllup champagne
Min weekend har stået i kærlighedens tegn, med et fantastisk bryllup i lørdags som centrum. Der er sgu’ noget så dejligt livsbekræftende ved sådan en kærlighedsfest, og som den flæbe-lotte jeg altid er, hang min makeup allerede i kirken, i gardiner. Generelt har jeg meget let til tårer, og bare det at træde ind i en kirke kan få mine tårekanaler til at knirke. Et er når det gælder en begravelse eller som her, et bryllup, men jeg vander altså også høns til fx. en barnedåb, og gud bedre det hvis jeg skal skrive et kort til en jeg holder af, eller endnu værre; læse et til mig. Når nogen holder tale, er jeg der også gerne med kleenex med det samme, og det er næsten ligegyldigt hvor tør og kedelig den så må være. Jeg kan blive helt grådkvalt  hvis jeg ser andre blive rørt, og så behøver jeg ikke engang at kende vedkommende. Af samme grund styrer jeg altid målrettet ud gennem lufthavnen med skyklapper på, fordi jeg slet ikke kan tåle al den gensynsglæde der florerer i udgangsområdet.

Da jeg var yngre syntes jeg altid at det var SÅ pinligt når tårerne pressede sig på i øjenkrogen, særligt fordi det kunne ske af nærmest ingenting og fordi det ikke altid gav mening for andre hvorfor jeg nu igen havde våde øjne. I dag er jeg blevet bedre til at trække på smilebåndet, når jeg for gud ved hvilken gang, græder over en ligegyldig reklame eller læser en trist historie – for ja, den slags lokker også tårer til. Vi tuder også gerne om kap herhjemme når vi ser en film, og tit går der sport i hvem der kan holde den gående længst inden vi får våde øjne. For ja, jeg er så heldig at ha’ fundet en mand der også tør fælde en tåre over en dårlig amerikansk komedie, og endnu bedre én der forstår når jeg gør. Som da han gav min hånd et ekstra klem i kirken i lørdags, netop som brudgommen fik øje på sin brud, og jeg endnu engang kunne mærke den brændende fornemmelse komme snigende bag øjenlågene <3

Bryllup selfie