Så ramte vi endelig fredag – er I klar til weekend venner? Herhjemme er den altså virkelig tiltrængt i denne omgang. Uma er i spring for tiden, og de sidste par dage har hun simpelthen været så meget ved siden af sig selv, at det vist har trukket tænder ud hos os alle tre (og muligvis også naboerne..). Hun er normalt en glad og meget mild baby, men har i det her spring taget nogle voldsomme skrigture hvor hun bliver noget så ulykkelig. Normalt kan mors favn og en babs løsne op når hun bliver lidt ked, men i denne runde har hun bare været helt utrøstelig. Onsdag blev det faktisk så slemt, at jeg i desperation sendte en sms med “KOM HJEM” til Lasse. Noget vi egentlig har en aftale om at jeg har cart blanche til, nu hvor vi faktisk har muligheden i og med at han er studerende, men som jeg alligevel havde forsvoret at jeg skulle gøre brug af. Oh well..der er jo ingen grund til at lege supermor vel? Men nu trænger vi vist alle tre til et par dages tre-somhed, og til at der kan komme lidt ro på. Heldigvis tegner dagen i dag til at blive god, så jeg håber på at min lille glade baby er på vej retur – kan slet ikke bære at hun er så ulykkelig.

Lige inden Uma kom til verden købte vi to nye sæt sengetøj, og efter nu at ha’ testet det et par måneder, må jeg altså lige smide en anbefaling. Jeg elsker blødt lækkert sengetøj, og vil også helst ha’ en okay kvalitet og ikke sådan noget tyndt sjask. Til gengæld gider jeg ikke at smide en halv formue efter det, og det synes jeg altså tit man kommer til – særligt når man som os har dobbeltdyne. Derfor blev jeg også så glad for de sæt vi købte med hjem fra H&M Home, for de er både billige og i toplækker kvalitet. Faktisk er jeg virkelig overrasket over hvor god kvaliteten er, for med en gylpebaby herhjemme bliver der altså vasket virkelig meget sengetøj, og det er stadig som nyt!

Det grønne I kan se på billedet er ovenikøbet i økologisk bomuld, og det kan I finde her til enkelt dyne (199,-) og her til dobbeltdyne (399,-). Vi har det i den støvede grønne nuance, men det fås også i et væld af andre lækre farver, og så må jeg hellere lige tilføje at nej, det krøller ikke helt vildt som man måske kunne tro ud fra mit billedet.. Igen, vi har bare en baby og vasker sengetøj minimum to gange om ugen <3 Derudover købte vi også det stribede sæt som kan ses her,. Det er desværre ikke i økologisk bomuld, men altså stadig virkelig pænt, i en lækker kvalitet og til billige penge.